Skolen som ikke-ekskluderende fællesskab er en utopi. Den første betingelse, for at et fællesskab kan være inkluderende, er, at der overhovedet findes et fællesskab. Ethvert fællesskab bygger på en fælles forståelse, som medlemmerne respekterer. Derfor kan intet fællesskab være kritikløst inkluderende. Spørgsmålet er således ikke, om der skal ekskluderes eller ej, men hvordan.

Man kan skelne mellem tre varianter af fællesskab.

Familiens fællesskab fødes eller giftes man ind i. Kærligheden er given, tilgivelsen endeløs, og den omfatter også familiens sorte får. Til gengæld er alle, der ikke er medlemmer af familien, ekskluderet. Kristendommen gør gældende, at familien ved Gudsrigets komme skal udstrækkes til hele menneskeheden. Indtil det eventuelt indtræffer, går det næppe an at bygge skolen op på dette grundlag.

I andegårdens fællesskab retter man ind i den gældende hakkeorden. Viser respekt for den gamle kalkun med rød klud om benet, bringer hende gerne et ålehoved, man selv kunne ønske sig, og hakker pligtskyldigst på dem, der er aparte. Til gengæld får man lov til selv at være i fred. Her hersker Fluernes Herre og den stærkes ret. Man er inkluderet i den vilkårlige, totalitære orden, indtil det sekund man revolterer. Sådan ser den rå virkelighed ud i mange »rummelige« klasser.

I folkeskolen såvel som i vores samfund i øvrigt tilstræbes det demokratiske fællesskab, kendetegnet ved det almene vel og retten til fri og lige udfoldelse, så længe den ikke finder sted på medborgernes bekostning. Tilsidesættes dette hensyn, er fællesskabet truet på sit værdigrundlag. Så skal fællesskabet træde i karakter. Ikke med hævn eller straf som i andegården, men med de reaktioner, herunder midlertidig eksklusion, som er påkrævet for at hindre den enkelte i at ødelægge netop det fællesskab, der skal inkludere den pågældende. Sat på spidsen: Ingen inklusion uden mulighed for eksklusion.