Jo kunstigere man fortolker problemerne, desto lettere ender man i det forvrøvlede. Således omfortolker psykologerne Christine Rosenfelt Holst og Sarah Senger Madsen i Folkeskolen nummer 5 en præcist angivet løsningsmodel for nogle problemer med en fiktiv Frederik, der skejer ud i det daglige med undervisningsmæssigt forstyrrende og smådestruerende adfærd til gene for undervisningen. Om Frederiks adfærd så skyldes Frederiks natur, eller at han som den svage elev hører til dem, som tabes i udeltheden, eller som dygtig til dem, som forsømmes i antiskolen, så bliver de af læreren realt påpegede koncentrationsvanskeligheder, der kræver psykologassistance, af de to psykologer omskrevet og udvandet til noget med en glad og vellidt, men usikker og dog spørgelysten dreng, der må antages at kunne rettes op ved lutter imødekommenhed. Og så er problemet ligesom udtonet i lidt sympatisk skønsnak. Så er det læreren, der står med problemet, der som oftest har sin rod i udeltheden. Og så er det, at man ender i det forvrøvlede. Psykologerne konkluderer nemlig, at det ikke længere handler om at få Frederik til at koncentrere sig om undervisningen, men om hvordan han kan hjælpes til bedre læring og trivsel. For man kan selvfølgelig ikke blive bedre til læring uden at kunne og især at ville koncentrere sig. De to psykologer har altså ikke løst noget problem hverken for læreren eller for eleven. Men de har sat læreren i den umulige situation, at han ikke alene skal levere en grundig, engageret og fagligt korrekt undervisning, men samtidig på grund af den fortegnede fortolkning af Frederiks adfærd være henvist til at fortsætte sin imødekommenhedsterapi, indtil Frederik er bragt på rette vej. Hvad der i kommentaren kaldes for den indsnævrende løsning, bør derfor ikke fratages sin status som den konstruktive.