Debat

Giv dog ministeren en chance

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lederen i Folkeskolen nummer 5 hilste Tina Nedergaard velkommen som undervisningsminister. Desværre i en noget giftig tone, der fra dag ét lægger op til et fortsat mistillidsfyldt samarbejde ministerium og skolefolk imellem.

En undervisningsminister og hans/hendes rådgivningsteam er for skolen, hvad bygherre og arkitekt er i et byggeprojekt. Håndværkere, bygningskonstruktører og andre, der udfører det daglige, praktiske arbejde og har virkeligheden inde på livet, er som lærerne og de mange andre, der arbejder med eleverne i skolens dagligdag. Går samarbejdet galt, sætter det sig synlige spor i bygningsværket.

Lad os dog mødes på de to niveauer, ministerium og skolens ansatte, i et respektfuldt og konstruktivt samarbejde. Tonen i lederen mindede mig mest af alt om en utilpasset klasses velkomst af en ny lærer. Lad os ikke bruge tid på at lægge lige så stor afstand til den nye minister, som der var til den gamle. Godt nok er den regering, som ministeren arbejder for, den samme. Men netop i ministerier, hvor det er menneskelige værdier og holdninger til samme, der er i centrum for arbejdet, kan en ministers personlige livssyn og holdning have betydning for udformningen af den kurs, der lægges.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Svar

Kære Karen!

Faktisk er det også min oprigtige mening med lederen, at Tina Nedergaard nu kan sætte ind der, hvor forskerne allerede ved, hvad der skal til for at løse folkeskolens problemer. Hvis tonen er lidt opgivende, skyldes det, at jeg ærlig talt tvivler på, at hun ene kvinde ønsker eller er i stand til at ændre regeringens politik. Men foråret er jo håbets årstid, så lad os få noget forår også for folkeskolen!

Hanne Birgitte Jørgensen, chefredaktør