Komikken omkring loven om elevplaner vil ingen ende tage. Af den nyligt fremlagte evaluering fremgår det, at eleverne mest af alt oplever dem som en slags udvidet karaktergivning, hvilket loven udtrykkeligt forbyder. Projektets hovedformål har ikke så meget luft under vingerne, at hjulene slipper startbanen: 94 procent af lærerne bruger overhovedet ikke elevplanerne i det daglige arbejde. Alligevel udråbes loven til en succes.

Godt halvdelen af elevplanerne lever ikke op til bekendtgørelsens krav, hedder det. Jeg giver en kasse øl til den, der kan vise mig én eneste klasse i dette land, der har modtaget elevplaner, som overholder kravene: Som beskriver resultater af den løbende evaluering af alle betydende aspekter af undervisningen jævnfør trinmålene (for eksempel 172 per elev i 2. klasse) i alle fag på alle klassetrin samt den besluttede opfølgning herpå. Med behørig inddragelse af både elev og forældre samt hele lærerteamet, forstås.

»Udfordringsretten« tvinger hver enkelt skole til at formulere og afsende sin egen ansøgning til kommunen, der efter godkendelse skal sende den videre til ministeriet, hvor man så tager stilling og svarer. Afbureaukratisering a la ­Haarder? Hvorfor i det hele taget søge tilladelse, når ministeren signalerer, at stort set enhver overtrædelse af bekendtgørelsen kan tilgives, så længe alle sætter gode miner til slet spil og i øvrigt bidrager til, at stilheden sænker sig?

Fordi den varme, vi kan få på denne måde, efter kort tid vil blive kold og klam. Uanset om man vælger at tage bøvlet med udfordringsretten eller ej: Lad ikke dette monumentale skolepolitiske vildskud dø i synden!