Jeg er ansat på en skole, hvor vi taler meget om trivsel, selvværd med mere. Vi skulle jo helst lære eleverne at opføre sig ordentligt over for hinanden.

I den forbindelse har vi blandt andet haft en diskussion om elevernes sprog. Hvad skal vi finde os i, og hvor skal grænsen trækkes? Sproget er jo en plastisk størrelse, der er under konstant udvikling, og vi må forholde os til det.

I al kommunikation er der en afsender og en modtager. A udtrykker sig, og B modtager. At B modtager, præcis hvad A havde til hensigt at ytre, er højst tvivlsomt, hvorfor valideringen af ytringens karakter hører B til.

Vi kender alle til, at vores ytringer ikke bliver modtaget, som vi havde til hensigt, og vi skynder os, som regel, at undskylde samt prøver at forklare os. Ydermere har vi lært noget nyt om vores kommunikation med netop denne person og medtænker dette i fremtidig kommunikation med vedkommende. Vi taler forskelligt til vores børn, vores chef og vores bedstemoder. Vores kommunikation er altså i høj grad kontekstuel.

Hvor grænsen for vores ytringer går, er meget svær at sætte - det nærmeste, vi kan komme, må være, at det er modtageren, der afgør, om ytringen er krænkende. Er den det, er »grænsen« overskredet, og vi undskylder og forklarer.

Jeg mener, at dette princip er afgørende i al menneskelig omgang, og det er dette, vi lærer vores unge og håbefulde.

Så langt, så godt.

Med hensyn Muhammed-krisen må man sige, at modtageren i den grad følte sig krænket, hvilket vores statsminister blot havde hovedrysten tilovers for: Han havde jo selv været udsat for »mobning«, og det måtte man vænne sig til her i Danmark. Vi har jo ytringsfrihed.

Hvordan skal jeg forklare mine elever, at vi under ingen omstændigheder må krænke hinanden?

Var der nogen, der sagde kulturkamp?