Anmeldelse

Strikkede stykker

Eventyrligt tilbehør

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et fantasirigt udbud af utraditionelle sjaler, tørklæder, capes og halskraver. Det her er dansk strikdesign af bedste kvalitet, og så er opskrifterne endda så enkle, at alle kan være med.

Bogen er bygget op over temaet Marokko som inspirationskilde. Ved hver model ses derfor også et lille foto eller to af noget fra Marokko. På den måde kan man så følge inspirationen i valg af enten farver eller mønster. Det er en pædagogisk håndsrækning, vi fint kan bruge i undervisningen.

Opskrifter og teknikker er for de fleste modellers vedkommende meget enkle. Oftest strikkes med flere garntyper samtidig, så der dannes nye og overraskende virkninger. Pindene, der bruges, varierer fra nummer 3½ til nummer 15, men de oftest anvendte pinde er nummer 12.

Foruden de allerede nævnte modeller kan man finde håndledsvarmere, jakker, bluser og nederdele.

Desuden er der anvisninger på bælter, blomster, kanter og afslutninger. I et afsnit om gode tip og teknikker er der fine ting at hente.

Til sidst er, sammen med en forhandlerliste, vist alle de anvendte garner med foto af den enkelte tråd i garnet og beskrivelse af, hvad garnet består af. Desuden er der til mange angivet strikkefasthed på en angiven pindetykkelse. Der er 52 forskellige garner, det ene mere spændende end det andet, men desværre er mange af dem alt for dyre til et skolebudget. Men så må elever og lærer jo i gang med den kreative proces, der består i selv at mikse garnerne af, hvad det er muligt at få råd til.