For et par dage siden sad jeg på en færge og faldt i snak med en ung familie. Datteren på 12 havde stort set vendt skolen ryggen.

Problemet var mobning!

Nu tænker mange sikkert: »Åh nej! Det har vi hørt alt om!«

Nuvel, men har vi gjort nok for at løse problemerne? Min påstand er, at vi er nogle tøsedrenge, der ikke tør tage fat i nælden ...

Når man er stormobber, skyldes det vel en form for selvhad, man vil have magt, og man ønsker at regulere andres adfærd.

Jeg tror, vi skal væk med de uklare rollefordelinger på skolerne: Hvis ikke skolelederen oglærerne som et teamer med, falder det hele på gulvet, og mobberen har frit spil.

Mobberen skal opleve: »Hov! De har samme holdning. Nu bliver jeg sat til vægs!«

Det handler ikke om, at en gruppe børn får ødelagt deres skolegang i en uges tid. Der kan være tale om flere år. Og dermed ar på sjælen.

Altså skal skolen stå fast på nogle principper om »ordentlighed«: Der skal være plads til alle, og alle skal opleve trivsel.

Alt det her vil stormobberen da blæse på.

Det ved jeg. Han eller hun vil fortsætte med at gøre helvede hedt for de andre.

Men skolen kan faktisk gøre noget: Indkalde forældrene. Flere gange. Ellers glider sagen ud i sandet.

Få en konsulent til at undervise/opdrage stormobberen. Det koster penge! Ja, men tænk på hvad det koster af knækkede sjæle, hvisikke dergøres noget ...

Skolelederen skal træde i karakter og starte hjemmebesøg.

Der findes jo forældre, der ikke er klar over, at deres søn/datter er med i det negative.

Man kan også overveje en straf: Stormobberen kommer ikke med på næste hyttetur.

Hvorfor er det så forfærdeligt? Jeg kan allerede høre folk råbe: »Nej. Det er uretfærdigt!«

Ja, verden er et uretfærdigt sted.

Men det virker bare ikke, at vi hele tiden er flinke og har berøringsangst.

Kom bare med nogle brugbare råd. Her i bladet, naturligvis.