Susanne Hemmsen skrev i Folkeskolen nummer 5 »Se mod syd, der tester de«, at vi måske skulle kigge mod syd i stedet for mod nord og overføre ting fra det tyske skolesystem til det danske. Jeg tvivler godt nok på, om Susanne har prøvet at gå i skole i Tyskland, for så tror jeg ret hurtigt, at hun ville ændre mening. Jeg tog selv 10. klasse på et gymnasium i Tyskland i 1992-1993 og blev derigennem meget bevidst om, hvor godt eleverne i den danske folkeskole har det. Og meget har vist desværre ikke ændret sig siden. Jeg oplevede stressede klassekammerater, hvor lektier, prøver i mængde og udenadslære var hverdag. De tyske børn går i Grundschule fra 1.-4. klasse, og efter 4. klasse skal de allerede beslutte sig for, om de skal i Hauptschule, Realschule eller på Gymnasium. Det er forældrene, som træffer det endelige valg, og de fleste vælger selvfølgelig gymnasiet, fordi børnene så har flere uddannelsesmuligheder bagefter.

Mange af mine klassekammerater fik lektiehjælp om eftermiddagen af ældre elever, fordi de var skrækslagne for ikke at få gode nok karakterer. Lærerne oplevede jeg ikke som værende personlige og engagerede. Det var også svært at komme ind på livet af dem, når man skulle tiltale dem med De og Herr/Frau Schmidt. Mine klassekammerater var rystede over, at man kunne sige du til læreren samt være på fornavn med denne i Danmark. Ingen lærer havde en klasse mere end i to år, ligesom ingen havde en klasse i mere end et fag og aldrig mere end en time om dagen. Lærerne havde et pensum, der bare skulle lires af, og kendte vist ikke til begrebet undervisningsdifferentiering. I fysik- og kemitimerne udførte læreren forsøgene, og eleverne skulle bare sørge for at notere, hvad der skete. Om lørdagen skulle vi også gå i skole i fire timer om formiddagen. Det er vist nu til glæde for mange tyske skoleelever blevet afskaffet. Så kære Susanne Hemmsen, jeg håber, at du af ovennævnte godt kan se, at vi måske lige skal tænke os om en ekstra gang, inden vi kigger for meget mod syd.

Forkortet af redaktionen