Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Undskyld, jeg tiltaler dig ved fornavn, men jeg synes, jeg er kommet til at kende dig godt gennem de senere år.
Da du indførte elevplaner i folkeskolen, var jeg nødt til at reagere. At gøre gode miner til slet spil kunne ikke komme på tale.
Det var en kamp op ad bakke for at tilføre debatten stringens og se bekendtgørelsen i de rette proportioner. Du svarede med fortielser, fordrejelser, ukorrekte oplysninger og manipulation.
Du ringede en aften ved 20.30-tiden. Jeg havde skrevet i den lokale avis, at du havde givet Folketingets uddannelsesudvalg den ukorrekte oplysning, at bekendtgørelsen kun stillede krav om én årlig elevplan. Det brød du dig ikke om. Der står imidlertid »mindst en gang« i følgebrevet, hvilket 40 procent af kommunerne havde fortolket som to. Du reagerede ved at suspendere den elementære matematik og hævde, at »mindst en gang« er det samme som »en og kun en gang«. Men der står stadigvæk »som minimum« på ministeriets hjemmeside.
Værre var det, da jeg var i »clinch« med dig i Undervisere. Her gav du en ukorrekt fremstilling af konsekvensberegningen over det at indføre elevplaner efter bekendtgørelsen på Klarup Skole, hvorefter du skød beregningen ned på den forkerte præmis, du selv havde opstillet. Goebbels har ikke levet forgæves.
Din fremstilling af elevplansarbejdet som det »at skrive et par linjer om, hvordan det går i fysik«, er i samme boldgade.
Endelig er rækken af ubesvarede spørgsmål stillet til dig uendelig lang. Du har excelleret i at svare udenom eller undladt at svare, når du var trængt op i en krog.
Det er ikke kun træer, der skal kendes på deres frugter. Dine frugter har været respektløshed over for den folkeskole, du var sat til at varetage, og dens lærere.