Den 27. februar fik undervisningsminister Bertel Haarder to spørgsmål her i bladet om fadervor i skoletiden:

»Mener ministeren, at ensidig religiøs påvirkning er tilladt i folkeskolen?«

»Mener ministeren, at kollektiv bøn er undervisning eller en religiøs handling?«

En uge efter gav han Folkeskolens læsere et svar, som kun har værdi, fordi det kan bruges som undervisningsmateriale på et grundkursus i politisk udenomssnak. »Med fritagelsesmuligheden sikrer vi på én gang religionsfriheden og friheden til at have elementer af kristen kultur med i den offentlige skoles rum, når blot der er samme frihed for andre«, lød ikke-svaret!

Men det er vigtigt at få et rigtigt svar. Det er vigtigt for at kunne vurdere, hvordan skolelovens formålsparagraf kan overholdes i hverdagen. Og det er vigtigt, hvis man vil undgå at tabe en sag ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, sådan som den norske stat gjorde det, da et forældrepar klagede. Derfor blev Bertel Haarder den 6. marts igen opfordret til at svare. Han svarede med tavshed.

Det korrekte svar på de to spørgsmål er selvfølgelig:

Ensidig religiøs påvirkning er ikke tilladt i folkeskolen. Kollektiv bøn er ikke undervisning, men en religiøs handling.

Hvilke konsekvenser vil ministeren og Folketingets partier drage af det?

Thorkild Thejsen, ansv. chefredaktør, tt@dlf.org