Bertel Haarder bedyrer, at han lytter til kritik og understreger i sit svar til undertegnede i Folkeskolen nummer 6 igen og igen, at han ikke blander sig i hverken Skolerådets eller Danmarks Evalueringsinstitut's (Eva) arbejde. Dertil skal siges, at det har han næppe heller behov for. Længere. Han har nemlig blandet sig så grundigt, at han næppe behøver frygte uønskede forskningsresultater, endsige kritik fra den kant lige med det første.

Haarder har sikret sig, at al formel rådgivningskompetence vedrørende skolen er samlet i Skolerådets formandskab, som han egenhændigt har sammensat på en måde, så det på ingen måde repræsenterer mangfoldigheden i dansk skoletænkning. Samme formandskab skriver alle kommissorier for Eva's undersøgelser på skoleområdet. Til overflod søger Haarder nu desuden at sikre sig kontrollen over rapporternes offentliggørelse.

Resultatet bliver, at skoleforskningen ender som et politisk redskab i hænderne på den til enhver tid siddende undervisningsminister, og den forskningsbaserede skoleudvikling, vi alle ønsker os, får ikke det valide afsæt, der er nødvendigt. Dette ikke være sagt for at beklikke de udmærkede personer, Haarder har udpeget. Men god forskning lever nu engang af kvalificeret opposition, og den har Haarder sat effektivt uden for døren.

Haarders enerådighed på dette punkt er blevet kritiseret vidt og bredt, men det er som at slå vand på en gås. Haarder lytter til kritik - når det passer ham.