Debat

Man bør stemme nej

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flere af hovedstyrelsens medlemmer gik til valg på kravet om en ny arbejdstidsaftale. Hvor blev den af?

Mange af jer gik til valg på kravet om afskaffelse af lokallønnen. Hvad skete der med den?

Hvordan har I kunnet anbefale det resultat, Anders Bondo kom hjem med?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Den »nye« arbejdstidsaftale er en hensigtsskitse, som vi ingen garantier har for bliver udmøntet. Og at kalde det for en ny central aftale er at lyve for sig selv.

- lokallønnen er steget, på trods af at vi ville have den afskaffet.

- der er åbnet op for differentieret forberedelsestid.

- der er åbnet op for fuld tilstedeværelsespligt inklusive den individuelle forberedelsestid.

Jeg har mange kolleger, som ikke kan forstå, hvorfor jeg pegede på en bestemt kandidat til hovedstyrelsen. Jeg er endda stiller for vedkommende, og jeg må blive dem svar skyldig.

Til sidst en hilsen til Anders.

Det er muligt, at der har været en god kemi mellem dig og Mads Lebech, og I har haft nogle fælles visioner for folkeskolen, men den samme kemi (og økonomi) er ikke nødvendigvis til stede ude i virkelighedens verden.

Jeg stemmer nej - det burde I også gøre.

Svar

For godt et år siden sluttede en langvarig konflikt om arbejdstiden i Ballerup. I dag står vi med en underskrift fra KL på en overenskomst, hvori der står:

- at lærerens professionelle råderum skal styrkes

- at det er læreren, der som udgangspunkt prioriterer tiden til den samlede undervisningsopgave

- at det forudsættes, at der er den nødvendige tid til at udføre opgaven kvalificeret

- at målet er at øge arbejdstilfredsheden blandt ledere og lærere.

Der er en verden til forskel. Jeg har ikke lagt skjul på, at indsatsen fra lærerne i Ballerup har været medvirkende til, at vi er lykkedes med at overbevise KL om, at vi skal tænke arbejdstid på en helt anden måde.

For at det ikke bare skal forblive en god forståelse mellem Mads Lebech og mig, har vi forpligtet os på disse målsætninger. Vi vil tage et fælles ansvar for, at de bliver realiseret i skolens dagligdag, og vi vil følge op med målinger af tilfredsheden med aftalen blandt lærere og ledere. Vi har ikke, som du skriver, indført differentieret forberedelsesfaktor, og vi har ikke åbnet op for, at al arbejdstid nu skal være tilstedeværelse på skolen.

Med hensyn til den del af lønstigningen, der skal forhandles decentralt, vil jeg opfordre dig til at læse beskrivelsen af, hvad parterne anbefaler, midlerne skal anvendes til. Det har intet med arbejdsgivernes tidligere ideologiske lønprojekt at gøre. Vi anbefaler, at midlerne anvendes til at løse konkrete problemer, der opstår ved indførelse af en ny arbejdstidsaftale. Og til problemer, der er opstået som følge af kommunalreformen. Jeg har netop understreget, at det er disse problemstillinger, der gør, at vi denne gang accepterer midler til decentral forhandling. Vi har desuden fået et tredje kvalifikationstrin i vores lønforløb, hvilket er helt afgørende for at fastholde vores målsætning om et centralt funderet lønsystem.

Vi har ikke fået det optimale - det gør man aldrig i en overenskomst. Men vi har opnået en række landvindinger i forhold til vores langsigtede strategiske mål. Og vi har fået et godt afsæt til at nå endnu længere. Jeg anbefaler alle at stemme ja. Det vil give Danmarks Lærerforening de bedste muligheder for at fortsætte kampen for vores fælles målsætninger.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF