En reaktion på Anders Bondo Christensens svar i Folkeskolen nummer 4 til mig i læserbrevet »Medlemmer er ofre«: Enten forstår du ikke de videre perspektiver i den arbejdstidsaftale, du har forhandlet hjem, eller også forsøger du at skjule dem.

Det virkelige problem er, at du og DLF har skilt lærergruppen i to: Dem, der underviser, og dem, der ikke underviser. Underviserne er blevet »forfremmet« af deres fagforening, mens resten er gjort mere eller mindre til teknisk tyende.

I min oprindelige problematisering af aftalens konsekvenser kom jeg ind på dens resurseneutralitet og reducering af undervisningsbegrebet. Du vælger at kede mig og andre med dit opgør med 375-timers-puljen, men forklarer ikke dét, der ville være virkelig interessant at vide:

- Hvorfor kvalificerer intet af skolebibliotekarens eller it-vejlederens arbejde længere til betegnelsen undervisning?

- Hvad betyder det for lærerværelsets, skolebibliotekets, it-afsnittets og skolens udvikling, at vi ikke længere anerkendes som undervisere?

Vores timer har jo aldrig været afregnet som »ren« undervisning. En stor del har været teknisk tilsyn - naturligvis. Derfor kan man med sindsro acceptere, at lærere, der har mange elevplaner og meget forældresamarbejde, skal have ekstra tid til disse opgaver, men konfrontationstid og vejledning har skolebibliotekarer og it-vejledere da rigeligt af over for både elever og kolleger. Der er både faglig og pædagogisk forberedelse til disse poster.

Skal vi udfases? Mener DLF, at der ikke er behov for læreruddannet personale på skolebiblioteker og i it-afdelinger?

Og hvad er næste trin? Er det rimeligt at antage, at forældresamarbejds- og elevplansbyrden er den samme for alle fag? Sløjd, hjemkundskab, billedkunst, kristendom, historie. Har disse lærere virkelig behov for samme forberedelsestid?

Og så er det mange år siden, at udskolingslærere begyndte at tale om, at man vejledte elever snarere end underviste, hvis du ikke anerkender resursepersonens vejledning som undervisning.