Debat
Derfor meldte vi os ud af SC
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Svar til John Jensen i Folkeskolen nummer 5 »DLF's pensionister er usolidariske«: Det var noget af en bredside, der blev fyret af mod DLF's pensionister på grund af vores udmeldelse af Statspensionisternes Centralforening (SC).
Tillad et mindre tilbageblik: Den 1. oktober 1998 blev DLF's tjenestemandspensionister af hovedstyrelsen samlet meldt ind i SC.
Forinden var pensionisterne blevet frataget retten til at deltage i urafstemningen om aftaleresultatet på det kommunale område.
Som kompensation besluttede man, at fraktion 4's tjenestemandspensionister skulle søge om optagelse i SC.
Mange troede, at forøgelsen af SC's medlemstal med mere end 10.000 medlemmer fra DLF ville styrke SC's indflydelse, og at SC ville fremstå med større vægt end tidligere i Centralorganisationernes Fællesudvalgs (CFU) forhandlinger med finansministeren om tjenestemandspensionerne.
Nu er der gået godt ti år, hvor fraktion 4 har været medlem af SC.
Er SC blevet den handlekraftige organisation, som vi troede? En organisation, der står skarpt i mediernes og beslutningstagernes bevidsthed?
Der bruges mange menneskelige og økonomiske resurser i SC.
Men står resultaterne mål med indsatsen?
Det synes fraktion 4's repræsentanter ikke.
Det er ikke SC, som medierne eller beslutningstagerne henvender sig til, når det drejer sig om pensionisternes vilkår.
Det er Ældre Sagen, et privat foretagende, der altid er i fokus.
Det er beklageligt, men det er virkeligheden, og det er den, vi forholder os til i fraktion 4.
John Jensen lægger i sit indlæg stor vægt på solidariteten med de andre foreninger i SC og klandrer os for at være usolidariske.
I fraktion 4 kender vi godt begrebet solidaritet, og vi er overbeviste om, at vi i denne sag er solidariske med vores egne medlemmer.
Når de efter ti års medlemskab i SC spørger efter resultater, bliver vi dem svar skyldige.
Det er de ikke tilfredse med.
Når John Jensen taler om vores kontingent til SC, blander han sig i interne forhold.
De godt 500.000 kroner er ikke årsagen til vores udmeldelse - de er en følge af den!
Og hvad vi ellers får for vores kontingent til DLF, det skal vi nok selv tage hånd om!
Havde vi kunnet se resultater af medlemskab af SC, var vi blevet som medlem.
Det har vi ikke kunnet. Derfor forlader vi SC.