Debat

Dårlig idé med multimedieskat

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære undervisningsminister Bertel Haarder: Vi henvender os til dig, skønt det egentlig er din kollega, skatteministeren, der har forårsaget vores reaktion.

Grunden er denne, at din kollegas multimedieskat på 5.000 kroner årligt for at have arbejdsgiverbetalt multimedieudstyr med hjem kommer til at ramme folkeskolen på et i forvejen meget ømt sted, nemlig integration af it og medier i skolen.

Lærere og pædagoger har en lang tradition for at finpudse deres forberedelse hjemme, hvor der er ro til fordybelse, og eftersom langt de fleste skoler ikke stiller en personlig arbejdsplads til rådighed for den enkelte lærer, er det derfor naturligt, at man bruger sit private skrivebord derhjemme til at forberede sig ved eller rette opgaver.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Så vidt vi husker, har der aldrig været tale om, at lærere skulle sættes i skat af at tage skolens bøger eller andre materialer med hjem for at sætte sig ind i de didaktiske overvejelser omkring anvendelsen af disse.

De fleste lærere har i forvejen en computer derhjemme, og de færreste har en arbejdsgiverbetalt internetadgang, på trods af at skolens intranetsystem bruges hjemmefra i stor stil.

Det, at personalet har en af skolens computere med hjem, betyder meget i forhold til integrationen af it og medier i undervisningen, idet man ikke skal forvente, at lærerens og pædagogens private pc har det samme programmel, som er installeret på skolens computere.

Vi i Danmarks IT-vejlederforening vil derfor afvise, at hjemlån af en af skolens bærbare computere til forberedelse og efterbehandling skal betragtes som et frynsegode for skolens personale, og vi har en grim fornemmelse af, at personalet vil reagere meget negativt og føle det som et benspænd i forhold til den kæmpeindsats, den enkelte ansatte i skolen skal præstere for at få ændret hele undervisningssiden fra analoge til digitale undervisningsmidler og -redskaber.

Forkortet af redaktionen