Da jeg begyndte på seminariet, var vi 32 på holdet, og vi var 14, der gennemførte. De, der sprang fra, havde forskellige grunde, men det var generelt mødet med virkeligheden i praktikken og dermed indsigten i de kommende arbejdsforhold, der gjorde udslaget. Og så var der også lige udsigten til dårlig løn. Af de 14, der gennemførte, ved jeg, at mindst syv nu har søgt andre udfordringer efter ganske kort tid i folkeskolen.

Fra vores hold er der altså højst ni praktiserende lærere, her halvandet år efter at vi blev færdige. Mit indtryk er, at det ikke er et enkeltstående tilfælde.

Heldigvis for skolen er vi nogle stykker, der er blevet i faget, men det er ikke sådan, at vi løber jublende ned igennem gågaden og praler af vores tilværelse. Og det er heller ikke sådan, at vi ranker ryggen og stolt fremsiger, at vi er undervisere i den danske folkeskole, når vores jævnaldrende spørger. Vi bliver tvært­imod altid nødt til at forklare, hvorfor i alverden vi har valgt en så utaknemlig karrierevej.

For at være ung lærer i dag er det nødvendigt med en indøvet forsvarstale til spørgsmål som: Hvorfor i alverden har du valgt det? Er lønnen ikke helt vildt dårlig? Er det ikke bare hårdt?

Vi er ganske enkelt en faggruppe, der er trængt i defensiven, og som står over for et alvorligt rekrutteringsproblem.

Min generation er privilegeret og har mange muligheder. Hvis en branche har et dårligt ry, eller hvis lønnen er dårlig, så bliver den valgt fra.

Regnestykket er for mig ganske simpelt: Mere i løn er lig med flere lærere samt mere prestige til faget. Det vil igen blive attraktivt at uddanne sig til lærer og dermed sværere at komme ind på uddannelsen. Man kan tale nok så lang tid om gode barselsordninger og pensioner, men det rykker altså ikke, hvis man vil hive en større del af den danske ungdom ind på seminarierne. Jeg tror, det er afgørende, at vi brøler, som vi aldrig har brølet før, at vi vil have løn som fortjent.