Debat
Stem på Keld Pedersen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
For to år siden blev Keld Pedersen valgt til repræsentant for Statspensionisternes Centralforening og medlem af årsmødet for pensionister, hvor han på fornem vis har udfyldt sin plads.
For at sikre mindst én plads til en repræsentant fra det østjyske område - måske endda en kongresdelegeret fra fraktion 4, hvilket vi igennem flere år ikke har haft - anbefaler jeg alle også her ved valget i 2008 at stemme på Keld.
Jeg har kendt Keld i mange år - både personligt og som samarbejdspartner i arbejdet i folkeskolen gennem mere end 30 år - og kender ham som en engageret og initiativrig person, der arbejder seriøst med de opgaver, han påtager sig.
Keld er god til at få samarbejdet i en gruppe til at fungere. Han forstår altid at lytte interesseret og evner at se en sag fra flere vinkler, før han sagligt og velformuleret fremstiller sin vinkel på en problemstilling.
At han er i besiddelse af en særdeles veludviklet humoristisk sans, gør altid samarbejdet med Keld værdifuldt.
De mange kontakter i skoleverdenen, som han har haft, og som han fortsat har og værdsætter, er en kvalitet, som også i en ny valgperiode vil kunne gavne andre deltagere i foreningsarbejdet med Keld som kongresdelegeret.