Debat
Råd – et ord med mange betydninger
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Danmark er et lille land. Men når det gælder kultur, kan det virke, som om der er nogle ganske store afstande. Langt ude på landet er der jo så dejligt. Vi, der bor der, er ikke misundelige på gratis museumsbesøg, landsdelsorkestre med videre. Al den slags herligheder, som bybørnene har.
Men nu barberer man en af de bedst fungerende organisationer ned til noget nær ingenting.
Vi taler her om LMS - Levende Musik i Skolerne. I årevis har vi glædet os over deres engagerende koncerter. Det ene topprofessionelle orkester efter det andet har fået den kedelige gymnastiksal til at være rammen om musikalske universer, der har været øreåbnende, bevidsthedsudvidende og givet inspiration og glæde i masser af undervisningstimer bagefter.
Kunstrådet, der i forbindelse med overgangen fra amter til regioner har omdøbt foretagendet til »Musik til tiden« og sat sig nogle af de sædvanlige flommefede, højtflyvende målsætninger, har som det første initiativ skåret støtten ned fra tre millioner til 1,1 million kroner.
Der er en alenlang venteliste for at komme med i ordningen, der med god grund er populær. Nu må 55.000 børn næste år undvære denne oplevelse.
Hurra for mål og målsætning.
Og lad os også lige råbe et hurra for evaluering. 100 procent tilfredshed med skolekoncerterne, siger evalueringen. Ja, 100 procent, du læste rigtigt.
Tilfredsheden med det medfølgende undervisningsmateriale er godt nok nede på 98,53 procent, så det er nok her, vi skal lede efter begrundelserne for at skære.
Vi ligger i forvejen langt bag efter sammenlignelige lande på dette område.
I Norge oplever børn 15 skolekoncerter, I Island ti, og vi er nede på tre.
Som om der ikke har været filet af salamien i årevis.
Råd er sandelig et ord med mange betydninger.