»Flot« at du - Anders Bondo Christensen - respekterer utilfredsheden i Steen Andersens indlæg i Folkeskolen nummer 3, men det er omvendt meget svært at have respekt for dig og dine såkaldte svar. Formelt er det korrekt, at du responderer, men reelt giver du kun indirekte svar, og det har taget flere indlæg for blot at nærme sig en indrømmelse af sagens rette sammenhæng. Det efterlader et ubehageligt indtryk af en formand, der med retorisk og bevidst upræcise formuleringer prøver at sløre sin lidet flatterende andel i et helt igennem ringe og uacceptabelt resultat og ikke mindst en samvittighedsløs mangel på solidaritet og vilje til at ville rette op på urimeligheden. Det fortjener vi ikke. Hvorfor fortæller du os hele tiden om din fortræffelige indsats og de manglende muligheder? Er det den samme formand, der i medierne slår sig op på at være vedholdende og solidarisk? Du er da ikke nødt til og skal ikke erkende, at mulighederne er udtømte. Hvor der er vilje, er der en vej, også konfliktens. En fagforenings opgave er ikke at acceptere, hvad der kan lade sig gøre, hvis det står i skrigende kontrast til, hvad der bør gøres. Og har I solgt 93-gruppen ud ved at indgå en aftale, der, som du siger, har udtømt vores muligheder, så må I tage ansvaret og hjælpe os på anden vis. Det kan ikke passe, at I ikke har én eneste kreativ idé. Ellers spørg jeres medlemmer. Hvis du virkelig synes, det er svært at svare klart, og der ikke er tale om bevidst udenomssnak, så vil jeg da gerne hjælpe dig med formuleringer, som du frit kan benytte: »Ja, jeg ville acceptere en forringelse af min pension«. »Jeg synes ikke, 93-gruppen skal hjælpes«. »Jeg vil lade gruppen i stikken«. »Jeg vil ikke være solidarisk«.

Kom nu, Bondo, er det ikke blot sådan, det er?

svar

Jeg synes, at jeg har svaret meget præcist på de seneste læserbreve om 93-problematikken. Til mine tidligere svar vil jeg tilføje, at jeg ikke tror på, at vi kan konflikte os til en løsning på dette problem.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF