Dorte Lange, formand for DLF's skole- og uddannelsespolitiske udvalg, har taget til genmæle, efter at jeg i Folkeskolen nummer 4 har kritiseret hendes udtalelser om lærernes ansvarlighed. Det blev jeg glad for, også selvom hun giver mig skyld for at misforstå hende og for »alvorlig mangelfuld citering«, fordi jeg undlader at citere begyndelsen til det afsnit, som citatet er en del af. Dorte Lange påpeger, at hendes udtalelse om læreres ansvarlighed »var svar på en fremstilling af, at lærere 'bare' skifter job, 'fordi de kan' - og dermed efterlader de stakkels elever i uføre«.

Sådan læste jeg skam også udtalelsen i første omgang, og jeg er helt klar over, at Dorte Lange meget sympatisk er på lærernes side. Hvad jeg imidlertid reagerede på i hendes udtalelse er, at hun med sit svar gik i defensiven i stedet for i offensiven. Hun kunne have valgt at reagere på »en fremstilling af, at lærere 'bare' skifter job, 'fordi de kan'«, ved at pointere, at lærerne er professionelle og derfor stiller krav til fag og klasser. At mange lærere søger videre, fordi de er ambitiøse og udviklingsorienterede (og altså ikke nødvendigvis reagerer som nødtvungne stakler), og at dette er udtryk for en positiv tendens, som såvel skoler som kommuner nu og fremover må forholde sig til. Dorte Lange kunne også helt konkret have fremhævet de mangelfulde resurser til lærernes efter- og videreuddannelse. I stedet konkluderer hun, at selvom lærere naturligvis har ret til at skifte job, når de ønsker det, så har de »en ansvarlighed og vil helst blive ved de børn, de har fået ansvaret for«. Dén karakteristik synes jeg ikke er passende at give af professionelle lærere i 2000'erne - heller ikke i et forsvar for lærerne.