I sin replik til undertegnede i Folkeskolen nummer 5 mener formanden for Skoleledernes Fællesrepræsentation Jens Færk ikke, at forekomsten af bestemte ord i en tekst betyder mere end forekomsten af kommaer. Derfor er der intet alarmerende i, at »Kodeks for god skoleledelse«, som beskriver »rammerne for det samlede ledelsesmæssige ansvar i folkeskolen«, ikke handler om skoleforhold. Kodekset er nemlig »skrevet af ledere til ledere alene med ledelsesaspektet for øje«, og »skoleledelse er profession i sig selv«.

Argumentationen er lige så pinlig som den bare særk, kejseren optrådte i på byens gader. Folkeskoleloven siger udtrykkeligt, at skolens leder udøver ledelsesfunktionen i samarbejde med lærerne. Loven har separate afsnit om skolelederens forpligtelser over for skolens rådgivende organer og skolebestyrelsen, og den giver skolelederen ansvaret for alle konkrete afgørelser vedrørende den enkelte elev. For blot at nævne tre centrale aspekter af det samlede ledelsesmæssige ansvar, der ikke nævnes med et ord i »Kodeks for god skoleledelse«.

Kodekset er en ufrivillig demonstration af den ledelseskrise, der har udviklet sig i folkeskolen siden kommunaliseringen i 1993. Skolelederne fjerner sig fysisk og mentalt fra den skole, de skal lede. De fremtræder efterhånden mere som udstationerede forvaltningsmedarbejdere end som skippere på skuden. Det kan måske gå i magsvejr, men når det blæser op, er alle om bord afhængige af, at den, der står på broen, ikke blot forstår det kommunalpolitiske søkort, men også kan føre skibet.