En lærer spurgte forleden på et møde om, hvad hun skulle gøre, når hun nu med årsplaner, ugeplaner, elevhandleplaner, individuelle mål, test og elevplaner kunne dokumentere, at en stor gruppe elever i klassen ikke havde nået de opstillede mål/trinmål. Skulle hun så gentage emnet på en ny måde og forsøge at få alle med? Det ville jo betyde, at hun skulle droppe årsplanen og udskyde andre vigtige ting. Skulle hun regne med, at der kom en ekstra og særlig uddannet lærer og gennemførte et specielt undervisningsforløb for de elever, som ikke havde nået alle målene i første omgang? Eller skulle hun bare renoncere, gøre det så godt som muligt og slå sig til ro med, at hun nu kunne dokumentere over for sig selv og forældrene, at barnet ikke levede op til skolens krav?

Der blev vistnok ikke givet noget helt enkelt svar.

Et sådant forløb har måske fundet sted på flere skoler.

Dokumentation er blevet et kommando-ord, der skal bruges til styring og kontrol.

Der findes ellers en hel del dokumentation, som kunne bruges til at forbedre skolen.

Det er for længst rigeligt dokumenteret, at usunde bygninger og dårligt indeklima nedsætter indlæringsevnen væsentligt - er der af den grund udarbejdet en samlet plan for lukning af usunde skolebygninger?

Det er også dokumenteret, at et godt måltid mad i løbet af skoledagen ville hjælpe helt vildt meget på de fleste elevers koncentrationsevne. Er der af den grund mad til alle elever hver dag - som i Finland?

Det er også dokumenteret, at jo flere elever man sætter ind i for små lokaler, jo flere problemer, jo mere støj og larm kommer der ud af det. Hvorfor fortsætter klassekvotienterne så med at stige?

Ritt Bjerregaard skrev forleden i en kronik om ældreplejen: »Jeg har aldrig mødt en københavner, der har efterspurgt mere offentlig dokumentation, men mange, der gerne vil have mere omsorg«.

Sådan er det også i skolen - brug mindre tid på kontrol og mere tid på eleverne.