Hvordan forholder det sig egentlig med påstanden om, at den udelte, fagundertrykkende folkeskoles egentlige mål er at opfylde det lighedsideologiske krav om en åndsnivellerende ensgørelse af kommende generationer? Er det rigtigt, at det kun er en irriterende dille hos enkelte i den lille klike af spaltepladsranere, der tror, de kan trænge sig på med egne tilfantaserede monopoler på de 'rigtige' meninger, og som andre med de rigtige 'rigtige' meninger for husfredens skyld gerne ser udelukket fra spalteplads i Folkeskolen.

I nummer 46 minder kapaciteten Karl Brøcher om den aldeles ikke oversete Erik Sigsgaards påpegning af, at hvis vi lægger alt for åbne øren til de internationale påvisninger af vores uddannelsesmæssige nedtur og i ren desperation kaster os ud i et vanvittigt forsøg på at forcere eksempelvis læseundervisningen, så risikerer vi - oh rædsel - at der opstår ridser i den lighedsideologiske fernis, som folkeskolen er klistret ind i. Jo tidligere og jo mere intensiv undervisning, desto mere vokser gabet mellem dem, der lærer let, og dem med mere moderat indlæringstempo. Og så er fanden løs. For meningen er jo ikke, at nogen skal lære mere og hurtigere end andre i den Ole Vig'ske skole. Her skal alle være længst muligt på samme beskedne niveau. Ellers er lighedskravet jo sat ud af spil. Men så er det også godtgjort, at meningen med folkeskolen ikke er at levere den bedst mulige uddannelse til hver enkelt elev, men derimod at tilstræbe den størst mulige ensgørelse af eleverne. Husk det, når talen falder på kvalitet i folkeskolen.

Vagn Madsen

Brønderslev