Så står DLF igen i dagspressen som et lille flovt barn, der netop er blevet taget i en løgn. Jeg ville ønske, at DLF ville holde op med at fremstille folkeskolen på en måde, der ikke matcher virkeligheden.

Og så, når medierne - igen og igen - gennemhuller sæbeboblen, stå og undskylde og bortforklare. Hvor er det ynkeligt.

I denne uge handlede det om, at ni ud af ti timer i danske folkeskoler foregår med traditionel klasseundervisning, uagtet at loven fra 1993 foreskriver en anden form. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Institut.

Og næstformanden i DLF, Tom Egholm, prøver at bortforklare det. 'Hvis det er tilfældet - så vil jeg blive meget overrasket - og ikke glædeligt'. Nå!

Det er da utroligt, at det kan overraske. Nordlæs-undersøgelsen - eksempelvis - viste jo nøjagtig det samme.

Og det er vel ikke så mærkeligt. Hvordan skulle lærere næsten kunne gøre det anderledes? En så markant omlægning af undervisningen sker jo ikke fra den ene dag til den anden, og man kan jo ikke bare gå ud fra, at lærerne lige pludselig kan undervise helt anderledes, bare fordi det står i en lov. Det kræver en struktureret indsats, hvor alle, også politikere og ledere, yder deres indsats og bidrag, støtter lærerne i omlægningen, for eksempel ved at sørge for ordentlige lokalemæssige forhold og gode og tilstrækkelige undervisningsmidler og uddannelse.

Men hvordan skal det dog nogensinde kunne ske, når DLF tror og melder ud, at det hele bare kører på skinner. For så at trække i land, når det afsløres, at det ikke er rigtigt.

Det er træls, fordi DLF ved at fremstille virkeligheden i et drømmelys gør lærerstanden til så let et offer. Lad os dog give et sandfærdigt billede af situationen. Melde ud, at vi godt ved, at vi skal gennem en kæmpeopgave med at skabe forandring, at vi gør det så godt, vi kan, men at det tager tid. Lad os erkende behovet for udvikling - det er jo ikke flovt - og lad os skabe forståelse for, at det er en fælles opgave, en samfundsopgave, at udvikle skolen. Troen på, at det kan lykkes, får vi ikke ved at blive rakket ned, men når der er ærlighed om situationen, og vi tillidsfuldt kan melde ud, at 'vi vil godt, men ved ikke lige hvordan'. Og når vi så bliver mødt med anerkendelse af opgavens omfang, troen på og tilliden til, at det nok skal lykkes, kombineret med positiv støtte til opgaven fra alle sider.

Og til sidst. Lad os ikke i disse fokustider glemme, at der rent faktisk hver dag finder megen god, sjov og spændende undervisning sted i skolen, undervisning, som børn og voksne kan være glade for og lærerne stolte af.

Jens Erik Henriksen

Sønderborg