Anmeldelse
Skolestart / Elevalueringskultur
Evaluering / - forandringskultur
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der er fokus på evaluering!
OECD-rapportens markering af, at der mangler en evalueringskultur i den danske folkeskole, har afstedkommet en sand bølge af initiativer - overordnede politiske og konkrete i de enkelte kommuner - og på skolerne.
Hvilken skole har ikke evaluering som indsatsområde netop nu?
Der skrives og tales således meget om det.
Helt aktuelt har to vidt forskellige tidsskrifter "Unge Pædagoger" og "Skolestart" evaluering som tema. Førstnævnte fordi man ønsker at "kvalificere og nuancere debatten om evaluering i og af folkeskolen. "Hvordan får vi skabt en god evaluerings- og forbedringskultur i folkeskolen - og hvad mener vi med det?"
Sidstnævnte for "ikke mindst at få praktiske anvisninger på evalueringsarbejdet".
Begge tidsskrifter lader en lang række meget forskellige personer - teoretikere og praktikere med mange afsæt - give input om evaluering.
I "Unge Pædagoger" skriver den allestedsnærværende professor Niels Egelund om en evaluering, der først og fremmest skal bygge på den danske tradition og derfor være "løbende intern".
Standardiserede test øger ikke - eller mindsker ikke - den faglige kompetence, men en løbende evaluering af undervisningen - som lærerne foretager - nytter.
Evaluering bør sættes i relation til konkret målfastsættelse for eleverne, hvor bindende trinmål er et godt redskab at styre efter.
Der skal være en gensidig forbindelse mellem elevvurderingen, læseplanen og læringssituationen - og en nødvendig skriftlighed, for at man med sikkerhed kan konstatere fremgang.
En seminarieadjunkt skriver om evaluering som udvikling frem for kontrol og om at reflektere over lærerprocessen for dermed at skabe et afsæt for videre læring.
De første skridt i enhver evalueringsproces begynder med at formulere mål for undervisningen. Man kan sige, at planlægning af undervisning og evaluering har samme begyndelsespunkt.
Artiklen gennemgår kort evalueringsværkstøjer som portfolio, café- og SMTTE-modellen og test.
I bladet "Skolestart" skal fremhæves en artikel af en børnehaveklasseleder, der dejligt konkret beskriver, hvordan hun evaluerer med de enkelte elever.
Det drejer sig for eksempel om månedlige individuelle samtaler byggende på en "samtalemodel". Der er afsat 20 minutter til samtalen, og udgangspunktet er otte billeder inspireret af Howard Gardner, der viser en situation fra hvert af de otte kompetenceområder.
Barnet bliver opmuntret til at sige noget om billederne, men bestemmer selv rækkefølgen. Barnet præsenteres for spørgsmål som "Hvad synes du har været rigtig godt/rart?", "Hvad synes du, at du har været rigtig god til?" og "Er der noget, du synes, du skal øve dig lidt mere på?"
Ud over samtalerne beskrives også arbejdet med logbog, portfolio og en "klassens bog".
Evalueringen beskrives som en god indgang for de kommende 1.-klasse-lærere til at møde børnene på netop det udviklingsniveau, de befinder sig på.
De to tidsskrifter byder samlet set på rigtig meget godt teoretisk og praktisk stof. Lige til debatterne på skolerne og det konkrete arbejde ude i klasserne og i lærerteamene.
Læs selv! Her blev det kun til omtale af et meget beskedent udpluk.