Kære Lis Pøhler. Du håber på 'en bedre testkultur på skolerne' (Folkeskolen nummer 48). Ønsket bør ikke være betingelsesløst, da samfundets behov for evalueringer af elevernes udbytte kan foregå på vidt forskellige måder.

De eksisterende kommercielle test er udviklet blandt andet af Gentofte Kommunes konsulent for specialundervisning af læseretarderede. Der er ingen tvivl om, at disse prøver er relevante for retarderede, men for hele skalaen af normale elever og for professionelle dansklærere er de problematiske.

Det store paradigmeskift kom i august 1994, hvor IEA-evalueringsmetoden bragte lys over land og afslørede, at de hidtidige evalueringsmetoder ikke havde frembragt relevante informationer om elevernes udbytte af danskundervisningen.

Jeg vil anbefale dig at stikke en finger i 'Den grimme ælling og svanerne?' og analysere figur 9 (bilagsdelen). Det fremgår af denne figur, at København og Frederiksberg samt Københavns Amt ikke har haft held til at holde de svage elever fri af bunden, idet fem til ti procent ligger under svageste elev i højkvalitetsområdet (Bornholm). Ligeledes fremgår det, at hovedstadsområdet, der notorisk har en befolkning med en forholdsvis lang uddannelsesmæssig baggrund, overhovedet ikke har den læseelite på fem procent, som findes i højkvalitetsområdet.

Ved således at have vendt den and endnu en gang skulle det fremgå, at ti hovedstadskommuner, der sammenligner sig med hinanden, ganske automatisk lægger niveauet for lavt.

Højkvalitetsområdet kan karakteriseres ved erhverv som turisme, landbrug og fiskeri, der ikke hidtil har krævet en længerevarende uddannelse. Det er således påviseligt, at det mageligt kan lade sig gøre at lære børn dansk skriftkultur, selv om forældrene ikke nødvendigvis har en længerevarende uddannelse bag sig.

Desforuden viser figur 9 og figur 13, at bestræbelserne for at holde de svage elever fri af bunden netop lykkes det sted, hvor der også er en læseelite. Alle røster om sorteringer af børn på grund af den danske læsekatastrofe burde derfor forstumme.

Kære Lis Pøhler, jeg håber, du vil tage dit ønske om testkultur op til fornyet overvejelse. Jeg vil meget hellere have en skolekultur, der formidler dansk sprog og litteratur til hele skalaen af elever, og jeg vil meget hellere have professionelle dansklærere, der på et ganske normalt dansk sprog udtrykker en vurdering af eleven til eleven og forældrene. Læreren ved meget mere, end en test for retarderede børn kan indfange.

Birgitte Borgen Marcussen

Gentofte