Det er da pænt af Steen Brastrup, at han vil afstå fra at bruge en provokerende indledning. Som svar på hans læserbrev i dette nummer (side 10) vil jeg sige nej, jeg er ikke satanist; men når jeg alligevel måske kunne fristes til at bande lidt, skyldes det, at de humanitære organisationer, som jeg har brugt tid på, fordi jeg ved, at de holder deres sti ren i omtalte forbindelse, bliver nævnt i relation til noget, som jeg anser for ufine forretningsmetoder, nemlig skoleelevers provisionshandel.

Det er naturligvis en forudsætning for det humanitære arbejde, at der er penge at udføre det for. Under Dansk Røde Kors' landsindsamling i år oplevede jeg en enestående vejvilje. Mange steder lå en seddel parat til indsamleren. En 13-årig pige, som via landskontorets telefon havde meldt sig som indsamler, sagde bagefter: 'Nogen skal jo gøre det!' Hun havde fattet det. Vi følte os ikke som tiggere.

Skolen har inddraget noget af spejderarbejdet i UNO. Den anden del, nemlig at hjælpe andre, bør også tilgodeses. Hertil er praktisk humanitært arbejde som allerede nævnt et middel. Så er det op til læreren at skelne skidt fra kanel.

'Tiggerlobbyen' består for øvrigt af klasserådet fra for 20 år siden, dem, der også gider gøre noget for borgerforening, idrætsforening, menighedsråd og så videre, altså dem, der kan se ud over egen næsetip. Det er da lige det, vi skal lære børnene. Dette er mit sidste indlæg i sagen

Poul Nørlem

Ørsted