I Folkeskolen nummer 4 kommer Niels Villefrance Andersen på debatsiderne med nogle relevante bud på, hvordan skolen bør komme de drenge i møde, som ender med ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse, fordi de er blevet hægtet af i en alt for boglig orienteret folkeskole.

Jeg er helt på linje med ham. Vi har en udfordring. Og jeg vil gerne tilføje, at det ikke kun er i forhold til drenge med indvandrerbaggrund.

I foreningen har vi, som konsekvens af den offentlige debat, taget fat på problemstillingen som et led i vores arbejde med ligestilling og ligeværd. Og der er nok at tage fat på, hvis man er bekymret for elevernes trivsel i folkeskolen. Man behøver bare at tænke på den skæbne, de kreative/praktiske fag går i møde, efter at man har indført materiel design på læreruddannelsen, med den konsekvens at færre og færre vælger faget, og at de, der gør, efterlyser den fornødne basiskunnen. Vi kan som lærere ikke stiltiende affinde os med, at de kreative og håndværksmæssige fag reduceres til fordel for politiske ambitioner, der alene kerer sig om at se danske elever komme til tops i Pisa.

Det er i øvrigt interessant, at det er et internationalt problem, at drenge generelt klarer sig dårligere end pigerne i skolesystemerne. Emnet blev bragt op af vores internationale lærerorganisation Education International på en konference, som jeg netop har deltaget i.

Selv om der er flest drenge, der ikke trives i skolesystemet, må vi, set i et ligestillingsperspektiv, ikke glemme, at der også er piger, der vender skolen ryggen, og at der uden tvivl også er elever, der tilpasser sig systemet, uden at det nødvendigvis er det bedste for dem. Jeg tror, der er brug for, at vi lærere vedholdende melder ud, hvad der skal til, for at vi kan sikre, at skolen har noget at tilbyde alle elever.

På foreningens åbne medlemskurser til efteråret vil vi tage fat på netop det tema. Og hvis situationen skal ændres, så er det i sidste instans nødvendigt, at politikerne lægger ører til lærernes erfaringer og professionelle vurderinger.