Det lyder besnærende: Hvis børn med adfærdsforstyrrelser skal lære at opføre sig hensigtsmæssigt, må de være sammen med almindelige jævnaldrende. Derfor må vi have dem ud af specialmiljøerne og tilbage til de almindelige klasser. Men det kan kun gå godt, hvis den almindelige klasse er så stærk og velfungerende, at den nytilkomne ikke kommer til at ødelægge dens fælles læringsmiljø og dermed rive flere med sig i faldet. Den noble hensigt er at rette en elev med særlige behov op ved at inkludere ham i almenundervisningen. Grebet forkert an er der imidlertid oplagt risiko for, at resultatet ret beset bliver en ny, underbemandet specialklasse med en stor gruppe »enkeltintegrerede« almindelige børn, der går for lud og koldt vand. Og så er de, der ville reducere behovet for specialundervisning, kommet fra asken i ilden.

Der er én og kun én vej til den inkluderende skole: Det forpligtende fællesskab. Er der intet fællesskab, er der intet at blive inkluderet i, og er det ikke forpligtende, kan det ikke opretholdes. Tydelige og troværdige lærere med veludviklet ledelseskompetence, der i et langt og sejt træk fra børnehaveklassen og opefter holder klassen på sporet, er en nødvendig forudsætning. Og husk så, kære politikere og skoleledere, at ordet »ledelseskompetence« ikke blot betyder evnen og viljen, men også myndigheden til at lede i klassen. Ingen kender klassen bedre end dens lærere. Afgørelsen ligger ifølge loven hos skolens leder, men om en klasse er robust nok til at inkludere for eksempel en udadreagerende ADHD'er, må primært bero på lærernes saglige vurderinger i den konkrete sag.