Nu er der igen stor ståhej om de famøse 15-20 procent, som ikke kan. Bertel Haarder holder på, at der ikke er nogen sammenhæng mellem økonomien og læringens kvalitet - opstigningen til »verdens bedste«. Ja, som et virkelig markant skridt har man afskediget over 1.500 lærere. Haarder har jo ganske ret. Men nok ud fra nogle andre præmisser end dem, han går ud fra. De 15-20 procent kan simpelthen ikke, hvor gerne de end ville - derfor hjælper flere penge intet.

De job, som de omhandlede elever kunne klare, eksisterer simpelthen ikke mere her i landet. De er enten automatiseret eller rykket til udlandet. Der er tale om de simpleste job, og derfor er de nemme at automatisere.

Nu slås man så med de 10.000-15.000 elever, man får tilovers hvert år - og man aner ikke, hvad man skal stille op med dem.

Man tror naivt, at de kan bringes længere frem rent fagligt. Man generer sig ikke engang for at bruge lærerne som syndebukke. De er ikke dygtige nok - de kunne lære eleverne noget mere og så videre.

Anders Bondo, som sidder inde med en del erfaring og følgelig er noget hæmmet, siger så, at der naturligvis er en sammenhæng mellem de resurser, man stiller til rådighed, og undervisningsresultatet - han kan ikke godt sige andet.

Man må huske, at den tid, hvor lærere, sygeplejersker og præster arbejdede næsten uden vederlag, fordi de følte et »kald«, er definitivt forbi. Den offentlige sektor bliver rasende dyr, når de ansatte begynder at forlange en løn, som har en vis lighed med den, som den private sektor længe gladelig har betalt sine ansatte.