Debat

Hvad er det, vi tester?

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen nummer 3 har en artikel med overskriften »Sproget spærrer for matematikken«. Naturligvis har det sprog og den kontekst, en opgave bliver præsenteret igennem, betydning for elevernes besvarelser. Det er til fulde demonstreret i den anden ende af kongeriget - i Grønland. Her fik eleverne indtil for ganske få år siden kun opgaverne præsenteret på dansk!

Men der er også andet på spil end sproget. Opgavebesvarelser til afgangsprøven i matematik bliver bedømt gennem tildeling af point til de enkelte opgaver. Hvorefter opgavesættets samlede pointtal bliver omsat til en karakter ud fra en omsætningstabel. Dette fastsættes af Undervisningsministeriet. Opgavevalg, pointtildeling og omsætningstabel bygger på traditioner. Det vil således uden at ændre sværhedsgrad være muligt at gøre færdighedsregning lettere end problemregning.

Også i andre fag er der traditioner, der påvirker karaktergivningen. Således ligger karaktergennemsnittet for hele landet i tysk og fysik/kemi normalt under gennemsnittet for engelsk. Hvis der i et fag er både en skriftlig og en mundtlig del, vil de mundtlige karakterer normalt ligge over de skriftlige.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

En genindførelse af den mundtlige prøve i matematik vil måske forbedre 9.-klasse-elevernes problemløsningsbesvarelser. Under alle omstændigheder giver en mundtlig prøve eleverne mulighed for at vise, at de behersker et bredere felt inden for de matematiske kompetencer, som er beskrevet i Fælles Mål.

Mens arbejdet med skriftlige tekstopgaver altid har været en del af matematikundervisningen, benyttes tekstopgaver nu også i fag, der tidligere hovedsageligt var fortællefag. Så der kan i alle fag være mange forhold, »sproget spærrer for«.

I de nationale test kan sproget spærre for elevernes faglige besvarelser. Desværre kan dette ikke debatteres åbent i faglige kredse, da opgaverne af prøvetekniske årsager ikke må offentliggøres. En yderst betænkelig sag i et demokrati som det danske.