Debat

CFU-nedskæringer er bekymrende

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Landet over ligger der Centre for Undervisningsmidler (CFU), der fungerer som resursecentre for grundskole, ungdomsuddannelse og uddannelse. På CFU har lærerne mulighed for at gennemse og låne materialer, låne klassesæt, blive vejledt og få rådgivning af faglige/pædagogiske konsulenter og blive fagligt og pædagogisk opdateret på diverse kurser.

Desværre har regeringen med vedtagelse af Genopretningsplanen blandt meget andet også peget på effektivisering og dermed også store besparelser på CFU'erne. Det står stadig hen i det uvisse, hvordan disse skal udmøntes, men med en besparelse på cirka en tredjedel af det samlede budget vil det helt sikkert få betydning for den service, som CFU'erne kan levere til skolerne. Det billede, som danner sig på nuværende tidspunkt, er, at de lokale afdelinger bliver lagt sammen til mere centraliserede enheder, med den konsekvens at den støtte, lærerne kan opleve ved at have adgang til et CFU i deres område, forringes.

Denne besparelse er selvfølgelig bekymrende. Hvis CFU bliver reduceret til store centraler uden kontakt til lærerne, som virker ude på skolerne, så mindskes forankringen i lærernes hverdag. Lærerne mister en praksisnær sparringspartner, som kan opdatere og opkvalificere deres daglige arbejde både i forhold til læremidler og i forhold til faglig og pædagogisk praksis.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

»Verdens bedste folkeskole« har trange kår i en tid, hvor økonomiske prioriteringer går forud for pædagogiske visioner. Genopretningsplanens effektivisering af (læs: besparelse på) CFU'erne er en »usynlig« besparelse for den almindelige borger, men det vil få virkelig mærkbare konsekvenser for elever, lærere og skoler i hele landet.