Jeg er enig med Jacob Møller Andersen i, at man bliver træt af at læse Vagn Madsen.

Hans længsel efter fortiden er så stærk, at det kammer over i det vitterlige vås.

I Vagn Madsens univers er »folkeskolens storhedstid indtil 1975, hvor storheden bragtes til fald«. Storheden herskede så åbenbart også i 50'erne og 60'erne:

- hvor undervisningspligten var syv år helt op til 1975

- hvor drenge og piger kunne gå i adskilte klasser til langt op i 60'erne

- hvor lærerne fiskede et mindretal af de kloge ud til mellem- og realskole efter 5. klasse

- hvor det store flertal - mest fra de lavere socialgrupper - blev sendt i såkaldt fri mellem et par år

- hvor god undervisning bestod i at få eleverne til at gentage, hvad læreren havde sagt dagen før

- hvor der ikke var problemer med »skæve elever«, for de fik bare et par på hovedet

- hvor der ikke var problemer med »tosprogede elever«, for de var der ikke endnu

- hvor kun et absolut mindretal fik en afgangsprøve - og endnu færre en studentereksamen eller anden ungdomsuddannelse

- hvor vi i dag skal sammenligne med, at alle er utilfredse med, at »kun« cirka 80 procent får en ungdomsuddannelse efter folkeskolens afgangsprøve.

Det er simpelthen et kanon uddannelsesløft, folkeskolen har stået for siden 1975.

Selvfølgelig kan skolen gøres bedre - man kunne for eksempel starte med at give alle elever dét vejledende timetal, som ministeriet selv anbefaler - og ikke spise dem af med minimumstimetallet.

Det vil helt sikkert forbedre kvaliteten.

Men at kalde tiden før 1975 for »folkeskolens storhedstid« svarer til at betragte Morten Korchs bondegårdsfilm som samfundsvidenskab.