Med den seneste tids mange debatter om tørklæder og frikvarterssprog vælter mange nye spørgsmål frem i mine tanker: Hvordan skal jeg kunne danne mine elever mod et menneskesyn, der betragter alle som ligeværdige, hvis jeg samtidig skal repræsentere en folkeskole, hvor lærere ikke må bære tørklæde? Hvor mange børns sproglige udvikling vil jeg bryde ned, hvis jeg skal forbyde dem at skifte sprogkode? (Det at skifte fra et sprog til et andet). Hvor mange børns selvværd og identitetsudvikling vil jeg forstyrre ved at fortælle dem, at dansk sprog og identitet er bedst? Hvad dansk identitet så end er for noget .

Kan jeg overhovedet forsvare at være lærer i en skole, hvor jeg er underlagt uhyrlige krav, som så åbenlyst strider imod min faglige viden og menneskelige empati?

Dansk Folkeparti vil forbyde alle elever at tale andet end dansk i frikvartererne (eller vel på skolen i det hele taget) og sanktionere med eftersidning. De må heller ikke sige farvel til deres forældre på andre sprog end dansk.

Er det kun i Dansk Folkeparti, man ikke kan høre, hvor grænseoverskridende umenneskeligt og urealistisk det er? Alle tosprogede bruger kodeskift i deres kommunikation. De kan ikke bare glemme dele af deres sproglige repertoire, de timer de befinder sig på skolens matrikel! Hvorfor skulle de også det? Forslaget strider mod almindelig sund fornuft for slet ikke at tale om menneskerettighederne. Endnu et spørgsmål dukker frem: Hvorfor er det nu, vi skal arbejde for en udemokratisk, uværdig folkeskole, med det formål at vores elever kan rangordne mennesker efter religiøsitet og sprogbrug?