Børn i folkeskolen undervises, må man tro, i mellemmenneskeligt ligeværd. Omend ikke som fag, så dog når det naturligt falder for. Det er indtil videre problemløst. Men det er det ikke, hvis påvirkningen ændres i retning af ligestillingsproblematikken, som når socialdemokraten Britta Thomsen (Folkeskolen nummer 3) presser på for at få børnene i folkeskolen påvirket i retning af at fungere som fremtidens banebrydere for virkeliggørelsen af en bestemt politisk ideologisk samfundsindretning. Mange i dagens debat om fadervor i skolen har i tilgift for at kunne argumentere imod, at børn i skolen på nogen måde udsættes for nogen som helst påvirkning i retning af at placere dem i en kristen konfessionel kontekst inden for skolens område, tilsvarende også afvist enhver form for påvirkning af børn i en bestemt politisk retning i skolen. Og derfor er Britta Thomsens agitation for med skolens hjælp at indpode børn billedet af et idealsamfund, hvor kvinder og mænd er talmæssigt ens repræsenteret på samtlige erhvervsposter, og som børnene efter skoleforløbet herefter gerne automatisk skal arbejde helhjertet for at virkeliggøre, naturligvis helt uacceptabel, for så vidt som dette spørgsmål er et rent partipolitisk område. Og det er det, fordi der er tale om at begrænse virksomhedernes frie ret til kun at tage kvalifikationshensyn i deres ansættelsespraksis og i stedet tvinge dem til at vægte hensynet til en bestemt politisk udformet samfundsmodel højere end hensynet til kvalifikationer. Der er selvfølgelig ikke mange lighedspunkter mellem forkyndende kristendom og forkyndelsen af bestemte politisk udformede samfundsmodeller. Men fremgangsmåden ved og derfor konsekvensen af de to forskellige former for forkyndelser ligger lige for. Kan den ene ikke tolereres, kan den anden selvfølgelig heller ikke.