»Alle har ret til den rette undervisning«, hedder en central sætning i Danmarks Lærerforenings offensive fokusering på folkeskolens kvalitet, hvor man forsøger at komme bag om den politiske bragesnak om den rummelige skole. Folkeskolen er fællesskabets skole. Landets samlende kulturinstitution. Folkeskolen er den fælles skole - for alle. Eller rettere: Det skal den være.

Når forældre sender deres børn i skole, skal de kunne være sikre på, at børnene til enhver tid og i alle kommuner kan få den undervisning, de har brug for. Uanset om familien hedder Rasmussen eller Rashit, og uanset om knægten hedder Morten eller Muhamad.

Nye undersøgelser viser heldigvis, at man mange steder er ved at have godt fat, så elever, der kommer fra hjem, hvor forældrene ikke er etnisk danske, nu klarer sig rigtig godt. Tal fra Integrationsministeriet viser, at langt flere andengenerationsindvandrere i dag er godt i gang med en ungdomsuddannelse, og på de videregående uddannelser er antallet af kvindelige studerende fra ikke etnisk danske hjem nærmest eksploderet. Vi ved da også, at rigtig mange indvandrerforældre har høje forventninger til deres børns uddannelse. Ja, faktisk regner forældre i ni ud at ti tosprogede hjem med, at deres børn overhaler dem uddannelsesmæssigt.

Men nu er høje forventninger jo ikke nok, og der er heller ingen fare for, at træerne vokser ind i himlen lige med det samme. Der er stadig mange familier, hvor Ayse og Ali ikke klarer sig godt nok i skolen og i ungdomsuddannelserne, og spritnye tal slår fast, at samarbejdet mellem skolen og tosprogede forældre mange steder halter voldsomt. Syv ud af ti lærere oplever skole-hjem-samarbejdet med tosprogede som mere udfordrende end andet forældresamarbejde, og otte ud af ti oplever, at der er problemer i samarbejdet, viser en undersøgelse, som Scharling Research har gennemført for Folkeskolen. Arbejdsgivere og uddannelse klæder ikke lærerne godt nok på til at klare udfordringerne. I læreruddannelsen får kun et fåtal undervisning i dansk som andetsprog. Og den »forståelse for andre lande og kulturer«, som folkeskoleloven fortæller, at eleverne skal lære, får lærerstuderende kun serveret som en gang tynd, teoretisk pulverkaffe. Det skal selvfølgelig give både misforståelser, ærgrelser og nederlag. For elever. For lærere. Og for forældre.

Heldigvis er der også mange lærere og skoleledere, der hver dag satser hårdt på at takle udfordringerne, og Integrationsministeriets projekt med såkaldte skole-hjem-vejledere er et fint eksempel på konkret hjælp, der kan mærkes i hverdagen.

Hvis læreruddannelsen fik plads til at give kommende lærere en bedre faglig ballast i forhold til tosprogede, og hvis den gav dem ordentlige forudsætninger for at række hen over kulturforskelle, vil også de svageste tosprogede kunne hjælpes.

Sådan vil man kunne være med til at sikre, at alle børn kan få den undervisning, de har brug for. Sådan kan man være med til at fremme integrationen.

Thorkild Thejsen, ansv. chefredaktør, tt@dlf.org