Debat

Vi tager testproblemerne alvorligt

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lederen i Folkeskolen nummer 4 tager igen de nationale test under kritisk behandling. Der er tale om en uløselig opgave, hedder det blandt andet.

Det er ganske enkelt forkert.

De første testresultater var ganske vist forsinkede, og eksperternes vurdering af opgaverne i de første tre test førte til, at jeg og folkeskoleforligskredsen forleden fulgte Skolestyrelsens indstilling om at bruge 2008 til at sikre kvaliteten af testopgaverne. Forligskredsen og jeg istemte et unisont »øv« ved den lejlighed - for det er ærgerligt, at dette gode og nødvendige projekt har haft en vanskelig begyndelse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Men eksperterne bekræftede jo også, at det grundlæggende er rigtigt at udforme de nationale it-baserede test som adaptive test efter den såkaldte Rasch-model. De konkluderede, at de valgte profilområder fagligt set dækker det enkelte fag bredt og afspejler forskellige aspekter af faget.

Og de sagde, at profilområderne (de emner, som de enkelte test er delt op i) opfylder det ønskede hovedformål med opdelingen, nemlig at give læreren en tilbagemelding på en måde, som læreren kan relatere sin undervisning til. Dertil kommer noget enestående: testen indeholder udfordringer for såvel stærke som svage elever.

Den nye rapport fra arbejdsgruppen om prøve- og eksamenssystemet omtaler det nye testsystem som »et - også på verdensplan - revolutionerende adaptivt testsystem«.

Lederen påstår, at bortforklaringerne fortsætter. Intet kunne være mere forkert.

Vi har ikke bortforklaret noget. Tvært­imod. Når noget er gået galt, har vi forsøgt at forklare hvorfor. Vi har søgt at forklare, hvad projektet drejer sig om: At give lærerne et unikt pædagogisk værktøj, der - sammen med andre evalueringsformer - kan være med til at styrke evalueringskulturen i folkeskolen. Vi har tidligt i projektet underkastet det en uafhængig evaluering. Og nu har jeg sammen med folkeskoleforligskredsen taget konsekvensen af resultatet og udskudt testene.