Siden folkeskolen for en halv snes år siden rykkede ind på den centrale politiske arena, har det svirret med løse påstande og patentløsninger i skoledebatten. Behovet for at »vide, hvad der virker«, er uafviseligt, og der var derfor ikke mange betænkeligheder, da Danmarks Evalueringsinstitut (Eva) i januar 2000 blev oprettet med den respekterede professor Jørn Lund som garant for den forskningsmæssige uafhængighed. Otte år senere kan vi i dag konstatere, at undervisningsminister Bertel Haarder holder Eva's skoleforskning i sin hule hånd.

Takket være Haarders lovgivning styres alle instituttets aktiviteter på skoleområdet i dag af det ministerudpegede formandskab for det såkaldte Skoleråd. Dette håndplukkede formandskab består af fem »eksperter«, der i henhold til ministeren vil kunne »fremme den højeste sagkundskab på skoleområdet« i kraft af deres »særlige indsigt i skoleområdet«: To økonomer, en professor i specialpædagogisk statistik og to skoleledere. Disse fem fastlægger alle kommissorier for alle instituttets aktiviteter på skoleområdet, og de bestemmer, hvilke konklusioner der skal bringes videre til ministeren i den årlige rapport, som skal danne grundlag for lovgivningen på skoleområdet.

Kvaliteten af den evaluering, der kommer ud af dette arrangement, kan studeres nærmere i eksempelvis den evaluering af loven om elevplaner, som ministeren på det seneste har taget til indtægt vidt og bredt. Selve kommissoriet forekommer skræddersyet til at resultere i en positiv evaluering af ministerens projekt. 18 interview på seks elevplansbegejstrede skoler med nogle få lærere og forældre udpeget af ledelsen. Derudover en spørgeskemaundersøgelse og interview med udvalgte ansatte og forældre på en enkelt svensk skole, der har gjort sig særligt positivt bemærket på feltet. De spørgsmål, der blev sat fokus på, går i en stor bue uden om den kritik, der hagler ned over elevplansprojektet. Ikke en af de over 1.700 skoler, der er blevet påtvunget elevplaner, indgik i evalueringen.

Således rustet kunne ministeren i pressen udbrede det glade budskab om elevplanernes succes, navnlig fordi forældrene angiveligt så gerne vil have dem. Ganske vist forholder det sig sådan, at elevplanloven kom til verden, fordi OECD i flere af sine 35 anbefalinger i 2004 pegede på behovet for styrket faglighed gennem øget evaluering. Ikke en eneste af disse anbefalinger peger på behovet for styrket skole-hjem-samarbejde. Undersøgelse på undersøgelse har vist, at forældrene er tilfredse med deres egne børns skole. Og ganske vist lykkes det ikke evalueringen at påvise elevplanernes positive effekt på selve undervisningen, ihærdige forsøg til trods.

Men det kommer næppe offentligheden for øre. Til overflod forsøger Haarder nu at komme igennem med ny lovgivning, der skal sætte offentlighedsloven ud af kraft hvad angår adgangen til Eva's rapporter, hvilket vil give ministeren mulighed for helt at hemmeligholde uønskede resultater. Evalueringsinstituttet er blevet ministerens legitimeringsinstitut.