Når man nu ved, at et probat værn mod udbrændthed og for tidlig opgivelse af jobbet hos lærerne er, at de hurtigst muligt gør passende egnede dele (eller så meget som muligt) af lærerjobbet til rutineakter, der ikke konstant kræver den minutiøst gennemovervejede forberedelse, og som ej heller kræver uafladelige begrundelser, så er det jo sært at læse i Folkeskolen nummer 3, at en amerikansk professor, Ken Zeichner, i en slags globaliseret afstemthed med de af vore pædagogiske eksperter, der foregiver at vide mest om, hvordan det er at stå i en klasse, har presset lærerjobbet ud i den totalt rutinefrie planlægningsmættede skrøbelighed, hvor hvert initiativ, hvert tonefald, hver håndbevægelse, hver trækning om mundvigene skal være et resultat af en forud velgennemtænkt og derfor pædagogisk velbegrundet overvejelse. Zeichner kalder den nødvendige rutinedannelse for »teknikgørelse af lærerrollen«, som indfinder sig, hvis den rigtige læreruddannelse (Zeichners egen) ikke får lov til at have monopol på lærerrolledannelsen. For rutinedannelse og teknikgørelse og sådan noget er nemlig gift for den både i Danmark og Amerika anerkendte og globaliseret samstemte lærerprofessionalisme. Professionalismen er nemlig hængt op på, at alle og enhver ikke bare skal kunne undervise i den lille tabel og lignende, som vi i øvrigt meget gerne vil have forældrenes uprofessionelle hjælp til, nå ja, og i personlighedsmodelleringen af det hele menneske, de sociale idealforestillinger og demokratiforståelse med mere, som lærerne at dømme efter sporene, som den slags har afsat sig ude i samfundet, heller ikke har haft det helt store held med, men som dog er en væsentlig del af deres uprofessionelle foreningsproducerede professionalismeetiket.