Velfærdskommissionens rapport offentliggøres i denne uge. Kommissionens arbejde har været præget af drastiske forslag om afskaffelse af efterlønnen og højere pensionsalder baseret på økonomiske fremskrivninger og befolkningsprognoser, der rækker mange år ud i fremtiden.

Men at træffe beslutninger på dette tekniske materiale er ikke seriøst. For økonomiske fremskrivninger med et langt tidsperspektiv er ikke udtryk for objektive sandheder. Det mest interessante må altid være forudsætningerne. Og når de vurderes, står det klart, at kommissionens fremskrivninger på ingen måde dokumenterer, at der ikke er råd til efterløn og folkepension. Det er alene et politisk valg.

Derimod kan det ikke bestrides, at der vil ske væsentlige forskydninger i befolkningens sammensætning med flere ældre og færre erhvervsaktive, og at den gennemsnitlige levetid må forventes at stige med seks-syv år. Derfor burde debatten dreje sig om, hvordan vi prioriterer de kommende års velstandsstigninger: Skal vi sikre kommende generationer, at de kan få en forholdsvis større del af deres tilværelse som pensionister? Skal vi øge kvaliteten af offentlige ydelser? Eller skal vi øge det private forbrug?

Og der kan være mange gode grunde til, at flere bør blive længere tid på arbejdsmarkedet. Det kan være til fordel for samfundet, og det kan være en berigelse for den enkeltes livskvalitet.

Derfor er der behov for en debat, der går ud over Velfærdskommissionens snævre fokusering og bliver langt mere visionær. Det handler blandt andet om, hvordan vi - sikrer en fremadrettet personalepolitik med løbende faglig opkvalificering gennem hele arbejdslivet

- sikrer et godt arbejdsmiljø, der modvirker stress og nedslidning

- udvikler en konsekvent seniorpolitik- skaber en mere fleksibel overgang til »den tredje alder«, hvor det ikke er en bestemt aldersgrænse, men den enkeltes faktiske situation, der er afgørende for, hvornår man vælger at forlade arbejdsmarkedet.

Velfærdskommissionens arbejde har båret præg af, at dens medlemmer er økonomer, der baserer deres forslag på teorier om, at det er tvangsforanstaltninger og økonomiske incitamenter, der skal styre udviklingen. Det er perspektivløst. Vi skal derimod arbejde for at få flere til at blive på arbejdsmarkedet, fordi arbejdet har en værdi i sig selv.

Derfor skal velfærdsdebatten fremover handle om, hvordan vi skaber et attraktivt, rummeligt og socialt bæredygtigt arbejdsmarked for alle.