Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jens Østergaard fra Nibe og Finn Sørensen fra Allingåbro beskriver hjerteskærende problemerne vedrørende deres mange undervisningstimer og forringede forberedelsestid. Skal de arbejde gratis eller møde dårligere forberedt?
Det enkle, logiske svar er, at de selvfølgelig må forberede sig mindre (og ringere), for hvordan skal de ellers kunne få deres arbejdstid til at hænge sammen - eller deres privatliv for den sags skyld?
Det er jo endnu sådan, at lærerne forventes at yde de sædvanlige 1.672 årlige arbejdstimer. Når vi således får for eksempel fem undervisningstimer mere per uge, må vi selvfølgelig møde ringere forberedt frem til undervisningen.
Men - fandens osse - betragtes de 375 individuelle F-timer (og eventuelt ekstra tildelt F) som en akkord, hvilket medfører, at det er 'fuld og endelig afregning' for vores forberedelse.
Det vil sige, at det vil være tjenesteforsømmelse ikke at forberede sig for fuld skrue.
Lad os sige, at man oven i de 375 timers F-tid har fået tildelt for eksempel ekstra 75 timer, så man ender med at have 450 timers individuel forberedelse til 900 timers undervisning (30 lektioner).
Til de 450 timer lægger vi så frikvarterer/tilsyn, for eksempel 25 procent af U-tiden, de 900 timer, det vil sige 225 timer, i alt 675 timers gammelkendt F-tid (den nye teamtid, fælles forberedelse, reducerer jo, efter alle solemærker at dømme, ikke behovet for individuel forberedelse). Man mangler herefter 900 - 675 timer er lig med 225 timer, en fjerdedel af sin F-tid, efter hidtidig model.
Den må man så kompensere for. Nogle få nemme forslag:
Spring hvert fjerde kapitel over.
Bed børnene (alle, nogle udvalgte?) forberede den sidste del af dagens seks lektioner.
Del eleverne i fire grupper og vælg efter lodtrækning en af grupperne, som du i et år ikke vier nogen særlig opmærksomhed. Husk at skifte uopmærksomhedsgruppe følgende år.
Undlad at forberede dig til timerne efter middag torsdag og hele fredagen.
Lav samme forberedelse til flere klasser og fokuser på standardprogrammer.
Lær en bog udenad.
Tag dit helhedssyn på undervisning op til nyvurdering. Afhængigt af, hvilket fag du underviser i, kan du med lidt god vilje sagtens reducere din arbejdsbyrde, eksempelvis:
som fysiklærer: skær ned i det periodiske system
musiklærer: fjern en fjerdedel af versene (de dårligste eller de sværeste) fra sangene og øv kun melodier i tofjerdedelstakt
historielærer: vikingetid eller/og middelalder undlades (denne viden betragter mange faktisk som forældet)
biologilærer, anatomi: glem det midterste af mennesket (viden om denne del af mennesket egner sig til selvstudium)
matematiklærer: gør den lille tabel mindre
Jeg håber med disse få eksempler at have illustreret, at der er masser af muligheder for reduktion/kompensation, så vi kan overholde arbejdstidsforpligtelserne.
Gå bare i gang. Fantasien kender ingen grænser, og det er med fantasi, børn skal undervises.
Mogens Lundetoft Clausen
Øst-Djurs Kredsen