Debat
Kom med nogle løsninger
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I Folkeskolen nummer 48 kritiserer Else Nielsen og Kirsten Fischer vores bog 'Folkeskolens fremtid med de fremmede' og beklager, at de har 'bidraget til en bog, der udråber tosprogede elever til at være problemet, i stedet for at diskutere, hvordan skolen kan løfte opgaven med at undervise tosprogede elever på en professionel og tilfredsstillende måde'.
Denne fremstilling af vores bog er helt urimelig. Det problem, der peges på, er nemlig ikke de tosprogede elever som sådan, men det forhold, at de i skoleklasse efter skoleklasse kommer til at udgøre 80-90 procent af eleverne. Nogle elever kommer i deres skoletid aldrig til at gå sammen med danske børn. Selv ikke den mest professionelle undervisning kan løse det problem, at de tosprogede elever ikke får danske kammerater og dermed får svært ved at lære dansk og sætte sig ind i danske skikke og den danske kultur.
Derfor gælder det om for næsten enhver pris at fastholde så mange danske elever i de blandede skoler som muligt. Som vi påviser i bogen, kan det endnu lade sig gøre, hvor der bliver gjort en målbevidst indsats for at gøre skolerne tillokkende for danske elever og deres forældre. Men det bliver sværere i de kommende år, og det vil formentlig blive helt umuligt, hvis indvandringen fortsætter med den styrke, som den har haft de sidste 10-15 år.
Efter vores opfattelse kan man ikke beskæftige sig professionelt med undervisningen af fremmede børn i de danske skoler uden også at tage stilling til indvandringens betydning. Else Nielsen og Kirsten Fischer har naturligvis ret til at mene, at en fortsat indvandring ikke vil skade undervisningen af de tosprogede, men så må de komme med et forslag til en løsning. De kan ikke nøjes med at tro, at alting går af sig selv. Det vil blot føre til, at indvandrernes børn bliver samfundets tabere.
Og at der virkelig er problemer med at integrere børn af flygtninge og indvandrere i folkeskolerne samt med at fastholde de danske børn, fremgår jo af svarene fra 100 folkeskoler i en spørgeskemaundersøgelse til bogen.
'Folkeskolens fremtid med de fremmede' tager også fat på mange andre sider af integrationen end den, der foregår i folkeskolen. Mange af børnenes problemer kan nemlig kun løses, hvis indvandrerforældrene får et arbejde og derigennem et solidt kendskab til danske normer og regler. Men såvel offentlige som private arbejdspladser viger tilbage fra at ansætte indvandrere, viser statistikken.
For god ordens skyld skal siges, at både Else Nielsen og Kirsten Fischer accepterede vilkårene for deres medvirken i bogen, og at de på forhånd fik en grundig introduktion til den grundlæggende idé og metode.
Forordet i bogen er i øvrigt skrevet af forlaget Fjordagers leder, som selv er lærer i en folkeskole.
Lise Bomholt, forfatter
Sven Skovmand, redaktør