Et forsvar for den udelte folkeskole kan ikke føres uden at overskride grænsen til det absurde. Dette gælder også for John Aasted Halses. I 'Bagsmækken' i Folkeskolen nummer 47 kalder han udeltheden for fællesskabets skole, skønt fællesskabsbetegnelsen med lige så god ret kunne påhæftes den delte skole. Denne sidste skoleform, der i modsætning til den nuværende hævdede et fordums højt uddannelsesstade, virkede slet ikke, skriver Halse og beskylder denne skoleforms lærere for at 'forudse', at der dengang var nogen, der ikke skulle klare sig godt, hvilket er en sandhedsoverskridende beskyldning af dimensioner. Og når mange af dem, der, som Halse påstår, ikke var forudset til at klare sig, alligevel klarer sig godt, så må det da være det bedst tænkelige bevis på udelthedens evne til i påviselig modstrid med den nuværende uddannelsesnivellerede skole at gøre alle i stand til at klare sig godt. Halse angriber den delte skole ved overraskende nok at fremhæve dennes formåen. Og det er jo lidt absurd. Hvem der i hvilken skoleform føler sig kasserede, er en subjektiv betragtningsmåde, der lige så vel lader sig anvende på udeltheden som på deltheden. I hvert fald anfører Halse, at de, som han påstår følte sig kasserede i den delte skole, skam klarer sig godt den dag i dag. Selvfølgelig som resultat af en god skolegang. Og så bruger Halse sidste halvdel af sin artikel til et velment, men totalt mislykket forsøg på at forklare, hvorledes undervisningsdifferentiering praktiseres i udelthedens morads. Det er Sisyfos-mytens absurditet forvandlet til en nutidig effektløs trædemølleskole, som Halse prøver at indgyde lidt effekt.

Vagn Madsen

Brønderslev