Det er imponerende, hvad vinklingen af et enkelt tal kan betyde. Et udtræk af medlemsregistret har for nylig vist et frafald på over 20 procent af dimittenderne årgang 1996, og med en kvik fortolkning betyder dét, at mere end hver femte af de nyuddannede lærere 'efter al sandsynlighed' har forladt folkeskolen. 'Arbejdspresset er blevet for stort', hedder det.

Ritzaus Bureaus telegram med historien var refereret i Politiken i en lille artikel den 23. november. Om fredagen kunne jeg læse lidt mere i Folkeskolen nummer 47. Den 28. november var det blevet en stor historie i Politiken med en seksspaltersoverskrift: 'Unge lærere forlader folkeskolen'.

Hverken Folkeskolen, Ritzau eller Politiken har tilsyneladende spurgt, om medlemsfrafaldet kunne have andre årsager.

Én kunne være, at overenskomstansatte lærere har svært ved at se, hvad de får for et medlemskab til cirka 6.000 kroner årligt. For eksempel kunne et blik på deres sparsomme pensionsoptjening være én af brikkerne til en anden fortolkning: De melder sig ud af foreningen, opretter en privat pensionsopsparing, men underviser fortsat i folkeskolen.

Men så er det en hel anden historie, om end i tråd med tidens trend: I de senere år har DLF som fagforening gjort sig unik ved at indgå overenskomster, som kollektivt nærmest har individualiseret medlemmerne helt ud af et fagpolitisk fællesskab.

Bjarne Håkansson

Hvidovre