For seks år siden bestilte undervisningsminister Ole Vig Jensen en undersøgelse om folkeskolens behov for tidssvarende undervisningsmidler, og året efter fik han en grundig rapport, der sagligt og veldokumenteret fortalte, hvad skolen havde brug for. En rapport, som politikere, embedsmænd og praktiske skolefolk kunne blive klogere af. Folkeskolerådet gjorde da også rapportens anbefalinger til sine.

Som man kan læse inde i bladet, er det i dag nemt at finde folk i ministeriet, der kender rapporten. Men ingen ved, hvor den er blevet af!

Forklaringen er, at Vig Jensen straks gemte den væk. Langt væk. Og siden da er der ikke sket en kæft på området - for nu at sige det ligeud.

Dokumentationen var simpelthen for overvældende. Der stod nemlig sort på hvidt, hvad skolen har brug for, når det drejer sig om undervisningsmidler, hvis den skal leve op til folkeskolelovens intentioner og krav. Og det havde ministeren ikke mod til at gøre noget ved. Fordi der manglede ti milliarder kroner, for at kommunerne kunne klare de udskiftninger af fagbøger, kort og andre undervisningsmidler, der skulle til, for at skolerne kunne tilbyde den undervisning, som politikerne forventer.

Hvis ministeren havde udgivet rapporten og gjort indholdet bindende, ville den 'DUT'te', som de siger på Slotsholmen og i Kommunernes Landsforening. DUT står for 'Det Udvidede Totalbalanceprincip', og oversat til hverdagssprog betyder det, at hvis en minister stiller krav, der koster kommunerne en krone, så forlanger de omgående en krone ekstra i bloktilskud fra staten. Og et dokumenteret behov for ti milliarder til skolen, det var for farligt. Derfor blev rapporten begravet i stilhed.

Det betød også, at rapportens forslag om kommunale handleplaner, der kunne sikre en bevidst og systematisk udskiftning af undervisningsmidlerne og pædagogiske prioriteringer af nyanskaffelserne, aldrig blev seriøst drøftet. Ja, faktisk er det ikke lykkedes Folkeskolens journalist at finde bare én kommune, der har en plan for området. I stedet foregår der - som rapportens ophavsmand, professor Torben Weinreich, udtrykker det - 'for meget, som er styret af stemninger'. Man køber for eksempel IT-udstyr uden at sammentænke det med andre undervisningsmidler, læseplaner og pædagogik.

Det er sørgeligt for skolen. Og det er samtidig grotesk. For handleplaner på undervisningsmidler kunne ikke alene betyde bedre muligheder for elever og lærere. På lang sigt ville de også kunne medføre besparelser, fordi skolerne kan tænke i sammenhænge og helhed og undgå fejlkøb.

Ministeren kan undgå at stille krav, der DUT'ter. Men folkeskolelovens krav om kvalitet er ikke noget værd, hvis elever og lærere ikke får de nødvendige undervisningsmidler.

-th

Læs side 14