Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det var en stor glæde at se listen over krav til de kommende overenskomstforhandlinger. Blandt mange fornuftige forslag var der et længe ønsket krav om en særlig forbedring af overenskomstansattes pension. Der har været skrevet meget om dette emne, så man må håbe, at det bliver et af de krav, der vægtes højt i forhandlingerne. Det ville være en oplagt mulighed for at rette op på mange års skæv lønudvikling. Nu er muligheden selvfølgelig til stede for, at kravet ikke bliver gennemført, blandt andet fordi der jo som bekendt skal to parter til at lave en forhandling. Hvis det ikke lykkes ved de centrale forhandlinger, så kunne det måske være et krav, som rejses af kredsene ved de decentrale forhandlinger. Nemlig at bruge en portion af den decentrale lønpulje til et særligt tillæg til de overenskomstansatte, som på grund af blandt andet 'sidst ind først ud'-princippet ikke har haft et normalt løn- og pensionsforløb. Jeg er klar over, at et sådant forslag mange steder vil kollidere med de normale forhandlingsoplæg fra kredsene, men nu er ideen givet videre til fri afbenyttelse.
Tom Kolind
Frederikssund