Når der på indersiden af enhver hoteldør hænger en plan over flugtvejene i tilfælde af brand, så er det, fordi man i en paniksituation har brug for at få at vide, hvad der er fornuftigt at gøre. Man er ude af stand til selv at analysere sig frem til, hvad der er den rigtige handling i situationen.

Hvis der sker et pludseligt uventet dødsfald blandt mennesker, man kender, har man næppe heller overskud til rationelt at overveje, hvordan de efterladte har behov for, at man reagerer. For man er selv påvirket, selv ramt af sorg.

Derfor er Kræftens Bekæmpelses indsats for såkaldte OmSorgsplaner på alle skoler et godt initiativ.

Det er ikke nok at anbringe Kræftens Bekæmpelses idekatalog på en hylde på skolens kontor. Det er nødvendigt med møderne, hvor man kan diskutere, hvem der skal sætte sig sammen, når skolen rammes af sorg. Står man pludselig som klasselærer med en klasse, der har mistet en kammerat, eller en elev, der har mistet sin far eller mor, må det være en støtte at vide, at der står i skolens plan, hvad der nu skal ske. At klassens lærerteam skal mødes for at finde ud af, hvilken lærer, der i netop den situation har overskud og styrke til at bearbejde sorgen med eleven/eleverne.

I sidste uges aviser kan man læse om unge og forældre, der ser skuffede tilbage på, at skolen ikke tog initiativ til at tale om sorgen i forbindelse med et dødsfald. Men det behov erkender de måske først længe efter. Hvis man på forhånd har skrevet tankegangen ind i skolens sorgplan, er der større mulighed for, at man reagerer på en måde, hvor man også bagefter vil føle, at man gjorde det rette.

Det handler også om psykisk arbejdsmiljø for den enkelte. Det handler om at sikre, at en lærer ikke pludselig står alene med ansvaret for at tackle en gruppe børns sorg. Det handler om at undgå situationer, hvor læreren bagefter bryder sammen og må have hjælp, og hvor sikkerhedsrepræsentant, tillidsrepræsentant og skoleleder står tilbage med følelsen af, at de burde have gjort 'noget'.

Det er ikke nok at stjæle de gode ideer fra Kræftens Bekæmpelse. Gå tilbage i skolens hukommelse. Indsaml de tanker, som de involverede lærere gjorde sig for nogle år siden, da en eller flere elever på skolen blev ramt af dyb sorg. Måske har den elev eller forældrene i dag også overskud til at bidrage med deres erfaringer om, hvor de oplevede, at skolen og lærerne gjorde det rigtige, og hvor de følte sig svigtet.

Det kan diskuteres, hvor meget undervisningstid, der skal bruges til at arbejde med færdselslære, sunde kostvaner og almindelig god opførsel. Det kan også diskuteres, om det er skolens opgave at lære børn om døden, om det at miste. Men det kan ikke diskuteres, om skolen har en opgave, i det øjeblik et barn eller en klasse møder sygdom og død.

Det kunne være en ide at inddrage forældrene i arbejdet, det er vigtigt, at de ved, at skolen ønsker og forventer at blive informeret, hvis der er alvorlig sygdom i hjemmet, og at skolen gerne vil i dialog med forældrene om barnets sorg.

Man kommer aldrig nemt gennem sorg, men man kan godt hjælpe hinanden til at komme styrket om på den anden side.

kara

Læs side 24