Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Samlet betaler vi pensionister cirka 6,5 millioner kroner årligt til DLF og får stort set ikke andet end sympati for pengene. Man skal og bør ikke gøre sit forhold til sin fagforening op som en anden købmandshandel, men 650 kroner for en arrangeret skovtur, som man selv skal betale ('brugerbetaling', som min kredsstyrelse så smagfuldt udtrykker det), samt et ugentligt fagblad er uantageligt. Og dog har dette kun været en mindre - men medvirkende -årsag til, at jeg nu har meldt mig ud efter en drøj overvejelse eller to.
Dybest set vil en fortsat støtte til DLF vel egentlig tage sig lidt komisk ud i og med, at ledelsen helt åbent og højlydt gang på gang (og næsten lidt for ærligt!) proklamerer, at man ikke kan gøre noget specielt ved pensionisternes økonomi. Finansministeren er ubøjelig . . . finansministeren siger sådan og sådan . . . finansministeren er helt ufravigelig . . . finansministeren siger . . .
Og hvorfor har Folkeskolen egentlig ikke taget pensionisternes parti mod ledelse og hovedstyrelse? Det ville ellers have været en helt oplagt og såkaldt 'god sag' for redaktionen at vise lidt loyalitet for et udsat mindretal og for en enkelt gangs skyld at tale Roma midt imod og pege på ledelsens politisk uholdbare argumentation.
Helt upartisk synes Folkeskolen dog ikke at være. Ved den nyligt afholdte kongres faldt hovedstyrelsens konsekvense forslag om at fratage pensionisterne stemmeretten ved urafstemninger til lærernes overenskomst. I nummer 46, side 51, kan læses følgende: 'Dermed faldt hovedstyrelsens ændringsforslag, og pensionisterne beholder indtil videre deres stemmeret ved urafstemninger'.
Kan redaktionen forklare, hvad den mener med udtrykket 'indtil videre'?
Og læserne bedes tage stilling til, om redaktionen skal indblande egne meninger i, hvad der fremstår som et referat fra et punkt på kongressens dagsorden.
Erik Jacobsen
pensioneret lærer
Vordingborg