Bogen er en håndsrækning til lærere og pædagoger i arbejdet med tilrettelæggelsen af fælles retningslinjer og perspektiver i skolen, og den giver inspiration til at drøfte pædagogiske og didaktiske temaer i overgange fra børnehave til børnehaveklasse og videre i skoleforløbet.

Bogen indeholder blandt andet afsnit om forskellige måder, undervisningen kan tilrettelægges på.

Der gives anvisninger på, hvordan vi kan overveje undervisningen i forhold til de kvalifikationskrav, som hele tiden forandrer sig. Det er relevant og spændende.

I afsnittet om den praktisk-musiske dimension får vi et flot indblik i, hvor det "musiske" oprindeligt stammer fra, sammen med nogle spændende praktiske forslag til at komme i gang.

Sidste afsnit er om matematik, og hvordan vi lærer børnene om tal og andre grundlæggende begreber. Der er mange fine eksempler, der vil være en god inspirationskilde i tilrettelæggelsen af arbejdet i indskolingen.

Bogen er overvejende skrevet fra en lærersynsvinkel, og børnehaveklasseledere kan her kikke de erfarne og selvsikre lærere over skulderen.

Der er ting, som irriterer: Det er en påstand, når Erik Håkonsson eksempelvis peger på, at elever ikke gider lytte til hinandens oplevelser fra weekenden. Jeg oplever det som berigende og forløsende for børnene at høre på hinandens beretninger. Børnene får foræret billeder på, hvordan livet leves hos deres klassekammerater og andre steder.

Her må læreren styre og være tålmodig og ikke skælde ud, fordi alle gerne vil sige noget.

Jeg bryder mig heller ikke om måden, hvorpå Pernille Pind udstiller sin datters børnehaveklasseleder, som har misforstået matematikken i en kontrolleret tegneiagttagelse.