Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
De specialpædagogiske foreninger har i 20 år haft eget medlem i DLFs hovedstyrelse. Det har givet os god og vigtig indflydelse. De sidste otte år har Jan Niedersøe udført et stort og dygtigt arbejde for vores område.
De specialpædagogiske foreninger har valgt at pege på Jon Kowalczyk til at repræsentere os i hovedstyrelsen. Jon har i hovedstyrelsen været formand for fagligt udvalg, hvortil blandt andet hører løn- og ansættelsesforhold. Jon er placeret centralt i foreningen med stort overblik og indflydelse.
Der er al mulig grund til, at vi i de specialpædagogiske foreninger står sammen og præger debatten om specialundervisning og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning med stor faglig styrke og arbejder for fortsat kvalificering og udvikling af dette område.
Hertil kommer, at vi i de kommende overenskomstforhandlinger har brug for, at vore særlige lønkrav sikres lydhørhed, og at der opnås tilfredsstillende resultater i forhold til vore særlige behov.
I dette arbejde har vi brug for en stærk repræsentation i DLFs hovedstyrelse. Jon vil være os en god og vigtig repræsentant og samarbejdspartner i forhold til DLF. Der er aftalt et tæt samarbejde mellem Jon og vore bestyrelser, og I vil kunne møde Jon på vore generalforsamlinger.
Jeg skal derfor opfordre alle kolleger på PPR samt øvrige specialundervisningskolleger til at sikre Jon et kanonvalg. Vi har altid vist, at vi kan sikre vores hovedstyrelsesmedlem et bragende godt valg. Det vil sikre os stor indflydelse i de kommende år.
Giv derfor Jon alle 18 stemmer og hjælp med at minde kollegerne om at afgive stemme. Det er vigtigt, at vi har en høj stemmeprocent.